Her finder du opskriften på madinfluent Anna Bartels lækre ostesalat
Sabrina Hørup udtaler om sin lækre osteopskrift med grøntsagsterrine: “Jeg har arbejdet med klimakostrådet “Spis mindre kød – vælg bælgfrugter og fisk”. Jeg valgte at lave en sprød og lækker vegetarisk version af den klassiske cæsarsalat. Her med linser for protein og mæthed, bagt knoldselleri for fylde, æbletern, sprøde croutoner, den lækreste dressing (som du (næsten) kender den) og Vesterhavsost for uforfalsket velsmag.
Jeg spiser i forvejen måske 80 % vegetarisk, så det at undvære kødet i opskriften er ikke et problem. Jeg ville dog gerne fokusere på bælgfrugter (fremfor fisk), da det er noget, jeg ikke er særlig god til at bruge i køkkenet. Men bælgfrugter er jo faktisk noget, vi kan tilsætte de fleste steder, og som kan fungere som protein- og mæthedskilde, uden at de egentligt “forstyrrer” særlig meget. Det gælder også i den her cæsarsalat.”
Ingredienser og fremgangsmåde
Opskriften er udviklet af Anna Bartels
Antal: 4 Personer
Foto af Thomas Alcayaga
Salat
1 knoldselleri
2 dl. linser (grønne eller sorte)
2 skiver brød (fx surdejsbrød)
1 æble
100 g salat (jeg brugte en blanding af romaine, frisé- og feldsalat)
½ bundt kørvel (kan undlades eller erstattes med anden krydderurt)
olivenolie
1 spk. smør
Dressing
2 æggeblommer
2 tsk. grovkornet sennep
4 spsk. æblecidereddike
1 fed hvidløg
¾ del smagsneutral olie
50 g Vesterhavsost – eller lignende (+25 g ekstra til topping)
Noter
Du kan sagtens forberede både selleri og linser dagen før for at være på forkant. Det gør, at du ikke skal bruge mere end 30 minutters tilberedningstid på selve dagen.
Tilberedning
Start med at skrubbe knoldselleriet frit for jord og komme det i ovnen på et stykke bagepapir (med skræl). Bag det i cirka 1,5 time ved 175 grader varmluft, til det er mørt. Lad det køle lidt af. Kog linserne efter anvisningen på pakken. Lad dem køle lidt af. Skær brødet i små tern, og vend med lidt olivenolie og salt. Bred dem ud på en bageplade med bagepapir. Bag dem med i de sidste 10-15 minutter af knoldselleriets tid i ovnen, til du har sprøde croutoner.
Forbered dressingen ved at komme æggeblommer, sennep, ost, eddike og fintrevet hvidløg op i en høj beholder. Blend det godt sammen med en stavblender, og blend derefter olien i lidt ad gangen, så den emulgerer (tykner). Blend et par spsk. vand med, så konsistensen bliver en smule mere flydende, og smag til med salt og peber.
Servering
Skær skrællen af det let afkølede selleri, og skær resten i mundrette tern. Steg selleristykkerne på en varm pande i smør og lidt olie, til de får lidt farve på siderne. Lad det køle lidt af. Skær æblet i små tern, riv eventuelle store stykker salat i mindre stykker, og hak krøvel groft. Vend det hele sammen på nær en håndfuld croutoner, og top med flager af vesterhavsost og de resterende croutoner.