Site icon Ost & ko

Tartiflette: Fransk comfort food med kartofler, bacon og smeltet ost

 

Ost & ko har udfordret kogemand og madblogger Thomas Alcayaga fra Madet Mere til en Ostebattle – opgaven lyder på at stykke de tre bedste retter sammen med ost fra henholdsvis Danmark, Irland og Frankrig. Her får du hans bud på den ultimative franske comfortfood: Tartiflette med kartofler, bacon og rigeligt med smeltet ost.

 

Tekst og foto af Thomas Alcayaga

Da jeg fik udfordringen at lave noget med dansk, irsk og fransk ost, så blev det næsten for nemt. Jeg havde frie rammer til at vælge ost. Så jeg gik all in på at lave klassiske retter fra hvert land, selvfølgelig lige tilføjet et lille madetmeresk twist. Der er jo rigtigt mange muligheder, så jeg valgte lige at lægge yderligere benspænd ind i opgaven; nemlig at finde retter, hvor jeg kunne bruge både kartofler, kål og bacon. Ja, det skal ikke være for let. Og så skulle der også lige suppleres op med en øl til hver ret!

Det franske indspark
Den her var svær, for jeg havde med det samme tartiflette i hovedet. Det er jo noget af det mest ypperlige comfortfood, nu hvor det er blevet kartoffelvejr aka efterår. Men det, der gjorde det svært, var udelukkende, at jeg havde set en udgave med blåskimmel – tror den hed tartibleu. Så jeg var splittet, men valget faldt i sidste ende på klassikeren med den ærkefranske reblochon på toppen.

Jeg tilsatte en smule sortkål for at tro, at jeg også fik lidt grønt. Men ellers står den jo bare på kartofler, bacon, løg, fløde, vin og ost. Det er lige ud af landevejen.

Spis den med en lille grøn salat på siden, for det er en tung sag, som jo gør sig bedst før og efter hårdt fysisk arbejde.

Jeg kørte en pilsner til, simpelthen for at få en smule friskhed og syre til bryde igennem. Jeg havde overvejet at køre en æblecider fra Bourgogne, som også havde været et værdigt alternativ. 

 

Ingredienser og fremgangsmåde

Antal: 4 Personer

 

Ingredienser

1kg kartofler
3 løg
250 bacon
25g smør
8 timian stilke
0,5 bundt sortkål
350g reblochon
1dl hvidvin
2dl creme fraiche (ikke under 38%)
1 spsk grov sennep

 

Tilberedning

Kartoflerne skrubbes og skæres i tern af ca. 2x2cm. Koges i saltet vand til de er møre men stadig med en smule bid. Dræn for vand og lad dem dampe af.

Skær løg og bacon i strimler. Svits i smør til løgene er klare og baconet har taget en smule farve. Det tager 5 minutter. Kom kartofler, timian og nippet kål på. Vend det godt sammen og varm til kålen er faldet let sammen. Krydr med salt og peber. Fordel halvdelen i et smurt fad. 

Halv osten og læg over kartoflerne. Kom de sidste kartofler på og det samme med osten.

Rør hvidvin, creme fraiche og sennep sammen. Smag til med salt og peber. Fordel over retten og sæt i ovnen ved 180 grader i 25 minutter. Den må gerne have taget en smule farve og osten skal være smeltet.

Server med en grøn salat på siden.

Find mange flere ostelækreopskrifter med dansk ost lige her. Du kan også få mere af Thomas’ kogekunst på Madet Mere og på Facebook og Instagram.