Site icon Ost & ko

Små hytteost-pandekager med ahornsirup og råsyltede jordbær med basilikum

Sæt en stak pandekager på brunchbordet eller nyd til eftermiddagskaffen. De er også gode på en hverdagsmorgen serveret med friske bær.

Foto af Ditte Ingemann Thuesen
Tekst af Camilla Bojsen-Møller (Ostekommunikatør og blogger på www.ostesnak.dk)

Ingredienser

Giver 10-12 pandekager

Råsyltede jordbær

1 bakke jordbær, skåret i skiver
½ citron, saft og fintrevet skal heraf
1 håndfuld frisk basilikum, skåret i fine strimler
3-4 spsk råsukker

Pandekager

250 g hytteost
2 spsk olie
3 æg
150 g mel
1 tsk bagepulver
1-1½ dl mælk (dejen skal være tyktflydende)
Smør til stegning
Ahornsirup

Sådan gør du

Begynd med de råsyltede jordbær: Læg skiver af jordbær på en tallerken, vend med citronsaft og -skal samt basilikum. Drys sukker på. Lad trække på køkkenbordet i en times tid.

Rør hytteost, olie og æg sammen i en stor skål. Sigt mel og bagepulver, rør godt. Tilsæt mælk og rør til en tyktflydende dej.

Varm en lille klat smør på en pande og læg klatter af dej på panden. Steg et par minutter og vend, når pandekagen er gylden.

Server med ahornsirup og råsyltede jordbær.

Camilla Bojsen-Møller

Camilla Bojsen-Møller

Som barn gik jeg i en stor bue uden om ost. Da et job senere trak hende ind i osteverdenen, indså jeg lynhurtigt, hvad jeg var gået glip af. For osteuniverset er fyldt med passionerede ostemagere, skønne historier, masser af smag – og ja, den mest magiske ingrediens, du kan ønske dig i et køkken. Ost er ingrediensen, der kan trylle enhver ret til en himmelsk mundfuld. Oste er en utrolig mangfoldig produktgruppe, der spænder over et bredt spektrum af smagsnuancer og konsistenser fra de mildeste, delikate, cremede og syrlige friskoste til umamitunge blåskimlede og salte, smuldrende smagseksplosioner. For ikke at tale om cremede hvidskimmeloste, spændende aromatiske rødkitoste og lagrede faste oste med knasende proteinkrystaller. Invitér alle disse oste ind i dit køkken og opdag, hvad de hver især kan gøre for din madlavning. Til sidst er der blot at sige: Lad magien sprede sig i køkkenet!