Salt cheesecake med syltet grønt, timianolie og ostefladbrød

Cheesecake er ikke bare en dessert. Prøv en cremet, salt ostekage med sprødt syltet grønt og aromatisk timianolie som forret eller til en god frokost. Ostenørd og madblogger Camilla Bojsen-Møller fra Ostesnak har udviklet opskriften særligt til Ost & ko.

Opskrift og fotos af Camilla Bojsen-Møller.

Opskriften er beregnet som forret til 6 personer.

Timianolie

2½ dl rapsolie
75 g frisk spinat
½ bundt timian

Varm olien op til 65 grader. Blend spinaten godt. Hæld den varme olie i blenderen og blend videre i 5 minutter.

Tilsæt frisk timian, og blend videre til bladene er helt findelte. Sigt olien gennem en finmasket sigte beklædt med et osteklæde eller et viskestykke, og hæld i en lille flaske eller på et syltetøjsglas. Opbevar olien ved stuetemperatur.

Syltet grønt

1 dl lagereddike
1 dl vand
½ dl sukker
ca. 400 g blandede grøntsager i tynde strimler, Camilla bruger gulerod, glaskål og pastinak samt æble

Striml grøntsagerne fint, fx på et mandolinjern. Kog eddike, vand og sukker op. Hæld den varme lage over grøntsagerne, og lad det trække til det er afkølet.

Ostefladbrød

50 g majsmel
25 g havregryn
2 dl mælk
200 g hvedemel
70 g revet fast, lagret komælksost, fx en dansk komælksost gerne med saltkrystaller eller en lagret cheddar
Olivenolie
Groft havsalt

Varm ovnen op til 190°C. Bland majsmel og havregryn med mælk, og lad det trække i 10 minutter. Kom hvedemel og ost i, og rør sammen til en dej. Lad den hvile i 15 minutter.

Del dejen i to. Brug lidt ekstra mel og rul tyndt ud på 2 stykker bagepapir.

Pensl med olivenolie og drys med flagesalt (ikke for meget, da osten også er salt). Bag ved 190°C i ca. 13 min., til brødene er lysebrune og sprøde.

Afkøl, knæk og spis!

TIP! Ostefladbrødet kan også bruges som fx snack på madpakken eller tilbehør til en fyldig salat.

 

Salt cheesecake

50 g valnødder, ristet nogle minutter på en tør pande 
130 g rugkiks 
50 g smeltet smør
400 g flødeost naturel 
2 æg 
120 g revet fast, lagret komælksost, fx en dansk komælksost gerne med saltkrystaller eller en lagret cheddar
Lidt salt 
Friskkværnet peber

Varm ovnen op til 200°C. Blend valnødder og kiks. Bland smeltet smør i. Fordel dejen i bunden af en springform (ca. 20 cm i diameter), og pres det lidt sammen. Bag bunden i ca. 5 minutter på 200 °C.

Rør flødeost, æg og ost sammen og kom lidt salt og peber i (vær dog opmærksom på, at osten kan være salt i sig selv). Fordel ostemassen på den bagte bund og bag ostekagen i 40 minutter ved 175°C.

Pynt med syltet grønt, dryp med timianolie og server med et stykke sprødt ostefladbrød.

Se flere grønne opskrifter med ost – og se også vores mange opskrifter på salat med ost og opskrifter på forretter med ost