Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Foråret er landet; om lidt bugner haver og butikker af sprødt årstidsgrønt; og vi vil gerne vise dig, hvordan du kan udnytte ostens fænomenale køkkentekniske egenskaber og smagsforstærkende effekt i en række udvalgte grøntsagsretter til hverdag og fest. Her får du Cecilie Sofie Svenssons opskrift på risotto med gulerødder og kørvelolie.


Opskriften er udviklet af Cecilie Sofie Svensson
Foto af Signe Bay

Opskrift på risotto på Høost med asparges, gulerødder og kørvelolie 


Til 4 personer

Risotto på Høost

1 spsk. smør til  stegning
1 stort skalotteløg, finthakket
300 g risottoris
3 dl tør hvidvin
6 dl god grøntsagsfond
100 g revet Høost eller anden fastost
1 spsk. smør til sidst
Salt 
Friskkværnet peber

Sådan laver du risotto på Høost

Smelt smørret og svits skalotteløg ved medium varme, til de begynder at blive bløde og transparente. 

Tilsæt ris og lad dem svitse med et par minutter. 

Hæld vin over og lad den reducere til omkring en tredjedel. 

Hæld fonden på, sæt låg på og lad risottoen simre under lavest mulige varme i 12-15 minutter. 

Rør i den et par gange undervejs. Smag, om risen er mør, men stadig har en smule bid. Hvis ikke, så giv den lidt mere fond og et par minutter til. 

Tilsæt osten og en skefuld smør, sæt låg på og lad den stå et par minutter. 

Smag til med salt. 

Forårsgrønt

1 bundt spæde asparges
1 bundt spæde gulerødder

Sådan laver forårsgrønt

Skær toppen af gulerødderne og den nederste del fra aspargesene, og overhæld begge dele med kogende vand. Lad stå et par minutter alt efter, hvor sprøde du ønsker, at de skal være.

Kørvelolie

1 bundt frisk kørvel
½ citron, saften af
1 ¼ dl koldpresset rapsolie

Sådan laver du kørvelolie

Skyl kørvelen og skær de nederste stængler fra. Blend med citronsaft og olie til en smuk forårsgrøn olie. Passér olien gennem en fin sigte, hvis du vil have den blank. 

Anretning

Anret risottoen med de spæde grøntsager, kørvelolien dryppet over og en smule frisk kørvel. Giv et drys friskkværnet peber. Og nyd! 

Cecilie Sofie Svensson
Cecilie Sofie Svensson

Cecilie har siden 2010 arbejdet som foodstylist og opskriftsudvikler for diverse magasiner og fødevarefirmaer, og hun er forfatter til adskillige kogebøger. Cecilie bor i København med sine to børn.