Pariserslider
1 person
Opskrift på lynsyltede rødbeder
1-2 aflange rødbeder
1 dl æblecidereddike
1 dl vand
½ dl rørsukker
5 peberkorn
1 frisk ingefær af ca. 2×2 cm, i skiver
2 chili
1 tsk korianderfrø
1 laurbærblad
1 tsk salt
Sådan laver du lynsyltet rødbede (gerne dagen før)
Hæld alle ingredienser, på nær rødbede, i en gryde. Varm det op indtil sukkeret er opløst, hvorefter gryden tages af varmen. Lad syltelagen stå indtil den er minimum lun eller kold. Skræl rødbeden og brug et juliennejern/skræller til, at skrælle rødbeden i strimler. Kom strimlerne i en skål og hæld syltelagen over. Lad dem trække i mindst 2 timer og helst natten over.
Opskrift på Pariser Slider
125 g oksefars
1 tyk skive groft rugbrød
neutral smøreost iblandet purløg
3 spsk fast modnet ost, revet
1 mindre løg, gerne nyt
1 spsk kapers
1 spsk fint hakket purløg
1 æggeblomme
1 helt stykke peberrod
Røget salt
Sådan laver du Pariser Slider
Form bøffen så den har en ca. tykkelse på 2 cm i højden og ca. 8 cm i omkreds. Det kan være en god ide, at bruge en rund form. Drys den med salt.
Læg kapersene på noget køkkenrulle for, at så meget væde som muligt suges op. Hæld et par centimers olie i en pande, som varmes op. Friter kapersene i olien i ca. 30 sekunder. Når de flyder ovenpå og har åbnet sig tages de op af olien og lægges på noget fedsugende papir.
Drys den revne ost på en mellemvarm pande i tre lige store portioner. Tag panden af varmen, når osten smelter. Riv peberrod over de lune osteflage, så peberroden sætter sig fast.
Skrab peberroden ned langs siden med ægget af en kniv, så man får nogle peberrodsflager, der lægges til side.
Del løget og brænd skærefladen på en rygende varm pande i ca. 1 min. indtil skærefladen er brun. Skær dernæst løget på langs i skiver.
Varm en pande op med lidt olie på. Kom bøffen på sammen med 1 spsk. smør. Steg bøffen 6 minutter på hver side. Tag den af og lad den hvile i 5 minutter.
Tryk rugbrødet ud med en rund form der passer til bøffens størrelse. Rist rugbrødet, og smør et pænt lag smøreost på.
Placer bøffen på rugbrødet, læg rødbedestrimler ovenpå bøffen, dernæst æggeblommen i midten, løgskiver rundt om æggeblommen, friterede kapers, peberrodsstrimler og hakket purløg. Drys med røget salt. Stil osteflagerne op ad pariserslideren.
Denne opskrift er modificeret af Ost & ko efter den originale opskrift på GASTROmad.
Søren S. Willadsen
Madblogger
Søren S. Willadsen blogger om mad og gastronomi på GASTROmad. Til dagligt arbejder Søren som konsulent og coach. Ved siden af bloggen arbejder Søren med opskriftsudvikling, foodstyling og fotografering til Smoke It All.