Pandekager med havtorn & blåskimmelost
Til 4 personer
Opskrift på pandekager
½ vaniljestang
1-2 spsk. rørsukker
1 dl hvedemel
1 dl rugmel
½ tsk. groft salt
25 g smør, smeltet
2 æg
1½ dl porter eller en mørk stout
Revet skal fra en appelsin
1½ dl letmælk
Sådan laver du pandekager
Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud med en kniv. Bland kornene med sukkeret for at skille kornene ad. Bland dernæst alle ingredienser sammen på nær letmælken. Rør det hele godt sammen, og hæld mælken i lidt ad gangen, indtil dejen har en konsistens som tyk piskefløde. Stil dejen i køleskabet i mindst 30 minutter.Tag dejen ud, og rør igen. Kom evt. mere mælk i, hvis dejen er for tyk. Fordel ca. ½ dl dej i en varm pande. Bag pandekagen ved jævn varme ca. 1½ minut. Vend pandekagen, og bag den færdig (ca. 3 minutter i alt). Bag resten af pandekagerne. Pisk dejen op mellem hver pandekage, ca. 8 pandekager i alt.
Opskrift på ostefyld
1½ spsk. mørk muscovadosukker
2 spsk. mascarpone
100 g blåskimmelost, fx danablu
1-2 dl havtorn
Sådan laver du ostefyld
Bland muscovadosukker med mascarpone, og rør det godt sammen. Smør et tyndt lag mascarponecreme på hver pandekage. Kom små stykker blåskimmelost på og drys med havtorn. Rul pandekagerne. Skær pandekagerne i mindre stykker af ca. 5 cm, hvor to af dem er skåret skrå. Placer dem på hver sin tallerken.
Opskrift på sauce
2-3 spsk. rørsukker eller sukker
1 spsk. smør
Saften fra 2-3 appelsiner (ca. 2½ dl)
1 dl havtorn
½ dl mørk rom
Pynt:Skovsyre
Sådan laver du sauce
Fordel sukkeret i et jævnt lag i en kold pande. Lad sukkeret begynde at smelte ved jævn varme – uden omrøring. Tilsæt derefter en stor spsk. smør, som bruser op. Lad smørret bruse af, hæld appelsinsaften ved, og bring den i kog. Når sukkeret er opløst, kommes havtornene ved, og rommen hældes i. Flamber saucen ved at antænde den med en lighter. Husk, at slukke for emhætten. Hæld den varme sauce over de anrettede pandekagestykker, og pynt med skovsyre ved servering.
Opskriften er modificeret af Ost & ko efter den originale opskrift på GASTROmad.
Søren S. Willadsen
Madblogger og opskriftsudvikler
Søren S. Willadsen blogger om mad og gastronomi på GASTROmad. Til dagligt arbejder Søren som konsulent og coach. Udover tiden med sin egen blog arbejder Søren med opskriftsudvikling, foodstyling og fotografering til Smoke It All.