Pærer i rødvinssirup til ost

Til 6 personer

Opskrift på rødvinspærer

1 fl. rødvin
500 g sukker (ca. 6 dl)
1⁄2 dl mørk balsamicoeddike
6 kardemommekapsler
6 små, faste pærer, fx fondante
10 g smør
50 g smuttede mandler
1⁄4 tsk. fint salt

Sådan laver du rødvinspærer

Bring rødvin, sukker, eddike og kardemomme i kog i en gryde. Skræl pærerne, fjern blomsten, men lad stilken blive på. Stik mange huller i pærerne, fx med en kødnål. Læg pærerne i gryden, og lad dem koge ved svag varme og under låg i ca. 15 min. Pærerne skal stadig være lidt hårde.

Kom pærer med kogelage i en skål, og læg en tallerken over, så de bliver holdt nede i lagen. Stil pærerne tildækket i køleskabet i ca. 1 døgn. Tag pærerne op af lagen, og lad dem dryppe af. Si lagen, og bring den i kog. Kog lagen ind ved kraftig varme og uden låg i ca. 25 min. eller til der er ca. 4½ dl indkogt rødvinssirup. Lad smørret blive gyldent i en pande. Rist mandlerne ved jævn varme og under omrøring i ca. 3 min. Læg dem på et stykke bagepapir, drys med salt, og vend rundt i mandlerne.

Tilbehør

Udvalg af gode oste, fx esrom, fast modnet
og blåskimmel
150 g flute

Skær ostene i skiver og stykker. Anret pærer og ost på tallerkener, og pynt med lidt rødvinssirup og mandler. Server resten af rødvinssiruppen i en skål ved siden af.