Site icon Ost & ko

Opskrift: Ostesoufflé fra Kiin Kiin med Havgus og vintertrøffel

Ostesoufflé med Arla Unika Havgus og et solidt skud vintertrøffel

Ostesoufflé med Arla Unika Havgus og et solidt skud vintertrøffel

 

Her får du opskriften på Kiin Kiins bud på en ægte ostesoufflé med Arla Unika Havgus og et solidt skud vintertrøffel 

 

Soufflé er en ret, der skal spises, lige når den kommer ud af ovnen. Tilsat lidt revet havgus og toppet med vintertrøffel har du en salt luksusversion af den klassiske dessertsoufflé. En rigtig comfort food-ret – perfekt til koldt vejr og lune ostehjerter. Opskriften er 1 ud af 10 opskrifter med dansk ost fra kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret 2018.

Opskriften er udviklet af Samuel Tobing fra Kiin Kiin
Foto af Thomas Alcayaga

 

Opskrift på ostesoufflé med Arla Unika Havgus og et solidt skud vintertrøffel

 

Til 4 personer

 

Ostesoufflé

50 g brødkrummer
25 + 50 g smør
50 g hvedemel
300 ml sødmælk
4 æg (delt i blommer og hvider)
100 g Arla Unika Havgus
1 tsk salt
Muskatnød

 

Sådan laver du ostesoufflé

Smelt 25 g smør og pensl små ramekiner med det. Kom 1 spsk. brødkrummer i hver ramekin og drej dem rundt, så alle sider dækkes godt. 

Smelt 50 g smør i en gryde, tilsæt mel og pisk det godt sammen. Hæld langsomt mælk i, imens der piskes. Når cremen er glat, tilsæt da æggeblommer og revet ost. Pisk til osten smelter og smag til med fintrevet muskatnød. 

Pisk æggehviderne luftige med salt og fold dem forsigtigt i. Hæld dejen i de forberedte ramekiner – næsten til toppen. Tør kanten af, så ostesouffléen hæver ensartet. Bag ostesouffléerne i 16-18 minutter ved 180 grader almindelig ovn.  

 

Anretning

Vintertrøffel

Når bagetiden er slut, skal ovndøren åbnes langsomt. Vent 2 minutter med at tage souffléerne ud, så de ikke kollapser. Top med revet vintertrøffel og server med det samme.