Ost & ko har sat 8 af Danmarks skarpeste digitale køkkenskrivere stævne for at skabe 11 opskrifter med ost i det grønne køkken. Foråret er landet; om lidt bugner haver og butikker af sprødt årstidsgrønt; og vi vil gerne vise dig, hvordan du kan udnytte ostens fænomenale køkkentekniske egenskaber og smagsforstærkende effekt i en række udvalgte grøntsagsretter til hverdag og fest. Her får du Thomas Alcayagas opskrift på en ostemad hvidskimmelost, konfiteret æggeblomme og rom.
Opskriften er udviklet af Thomas Alcayaga
Foto af Signe Bay
Opskrift på ostemad med hvidskimmelost, konfiteret æggeblomme og rom
Til 4 personer
Ostecreme
125 g Frausing fra Osteriet Hinge uden skorpe eller anden blød og moden hvidskimmelost
Rom efter behag
1 spsk. cremefraiche 38%
Salt og peber
Sådan laver du ostecreme
Fjern skorpen fra Frausingen og hak den i mindre stykker. Lad den stå ude på bordet i 1 time. Rør den sammen med cremefraiche og rom. Smag til med salt og peber.
Konfiteret æggeblomme
4 æggeblommer
4 dl rapsolie
Sådan laver du konfiteret æggeblomme
Del æggene og kom æggeblommerne i en lille kasserolle og dæk dem med olie. Sæt i ovnen ved 62 grader i en time. Alternativt kan du sousvide æggene hele og dele dem efterfølgende.
Syltede perleløg
8 perleløg
½ dl eddike
½ dl vand
½ dl sukker
2 laurbærblade
2 stjerneanis
1 tsk. fennikelfrø
Sådan laver du syltede perleløg
Pil perleløgene og halver dem. Kog en syltelage af vand, eddike, sukker og krydderier. Hæld den over løgene og lad dem trække i minimum 1 time.
Sprødristet rugbrød
4 tynde skiver rugbrød
2 spsk. olie
1 spsk. flagesalt
Sådan laver du sprødristet rugbrød
Skær rugbrødet tyndt og pensel med olie. Drys salt over. Bag ved 180 grader i 10 minutter.
Pynt
Karse
Spæde kålskud
Blomster af fennikel tallerkensmækker
Anretning
Placer en god skefuld ostecreme i midten af tallerkenen og lav en fordybning i den. Kom æggeblommen heri. Top med sprøde rugbrødsflager, syltede løg, karse, kålskud og blomster.