For nogle er ost bare noget, man lægger på morgenkrydderen. For andre skal den hyldes, nærstuderes og nydes i selskab med venner. Ost & ko har mødt Charlotte fra København, der startede “Ostelogen” sammen med sine veninder i 2013. Siden da har medlemmerne mødtes en gang om måneden og smagt sig igennem noget nær 200 oste.
Af Heidi Svømmekjær
“Det er sjældent, vi går tilbage til noget, vi kender, selvom det bliver sværere og sværere at finde nye oste,” fortæller Charlotte Malling. Hun er et af de tre medlemmer i Ostelogen og arbejder til dagligt som konsulent i Kommunernes Landsforening. De andre to medlemmer, Cecilie og Camilla er henholdsvis journalist og statistiker, og de deler en fælles begejstring for ost og gastronomi. De mødes cirka en aften om måneden efter arbejde og fordyber sig i festmåltidet:
Hvad er rammerne for et typisk møde i Ostelogen?
“Reglen er, at vi altid skal medbringe mindst én ost hver, men det er svært at begrænse sig, så der ender tit med at være flere. Derudover fordeler vi ansvaret for brød, drikkevarer og tilbehør. Måske aftaler vi, at den ene tager en blød ost, den anden en hård og den tredje en fåreost. Men mere ved vi ikke. Vi drikker sjældent rødvin, fordi det ikke går så godt til ost. I stedet serverer vi øl, hvidvin og nogle gange en snaps. Jeg har engang lavet abrikossnaps, og det var de andre vilde med. Tilbehøret er gerne frugt eller grønt, ofte noget rillette eller andelevermousse, og så har vi en figensyltetøj, der går på omgang.”
Har I nogle særlige ritualer?
“I den første “osterunde” må vi kun spise én ost ad gangen, så vi kan tale om den undervejs. I starten tog vi både notater og fotos og havde et pointsystem fra 1-5 (5 er det bedste). Men det er vi kommet lidt væk fra. Vi burde egentlig få det genindført, for man mister lidt overblikket efter snart 200 oste. Når vi så har smagt alle oste én efter én, er der frit lejde resten af aftenen. Det er også en regel, at man skal gå i en rigtig ostehandler og ikke i Netto. Det er for lavt et niveau, og vi har alligevel smagt det meste. I stedet har vi fx besøgt Helges Ost, Ostekælderen i Gothersgade eller Ostehjørnet på Store Kongensgade, som desværre er lukket nu. Det vigtige er at få gode anbefalinger og ikke bare en comté, som vi alle kender i forvejen. Vi vil gerne udfordres.”
Har det udviklet sig gennem årene og i så fald i hvilken retning?
“Vi startede med kun at spise ost. Nu gør vi mere ud af tilbehør og charcuteri. Vi bruger også flere penge på hvert møde end i starten, og min smag for ost har udviklet sig meget i de fire år. Fx kunne jeg ikke lide gedeost, men så smagte jeg en gedegouda med bukkehornsfrø og koriander – den var helt fantastisk. En af de andre kunne ikke lide blåskimmel, men er blevet meget bedre til det nu. Også stærke skæreoste er hun kommet efter. Med sky, løg og rom på giver det lidt mere mening. Det sker selvfølgelig også, at vi kommer til kort. Jeg kan huske en rødkitost, som vi nærmest ikke kunne tage op til munden, fordi øjnene løb i vand.“
Tilbereder I nogensinde ostene?
“Jeg har engang lavet en västerbottenpaj, fordi Cecilie og jeg kender hinanden fra udveksling i Sverige. Vi prøvede også engang en gorgonzola serveret med løg og æggeblomme. En anden favorit er en ovnbagt mont d’or. Man stikker huller i den, sætter rosmarin og hvidløg i og overhælder den med hvidvin. Så skal den i ovnen, til den er smeltet, og man kan dyppe ting i den som en mini-fondue.”
Har I nogle ostefavoritter eller et særligt spektrum, I altid vender tilbage til?
“Vi spiser klart flest franske oste og mest de bløde eller faste krystalliserede typer. Faktisk var vi på ostetur til Frankrig. Vi fløj til Genève og kørte rundt i Jurabjergene og til Lyon. Vi besøgte stedet, hvor morbier og comté bliver lavet. Vi smagte selvfølgelig også ostefondue. Der har nok været 1,5 l smeltet ost, og vi spiste det hele. Man kan måske godt få lidt for meget, men går der et par timer, så kan man lidt igen.”