10 opskrifter med ost fra Danmarks bedste kokke

10 opskrifter med dansk ost fra Danmarks bedste osteret 2018
Det er ostemad på Michelin-niveau, som du kan lave derhjemme

10 opskrifter med dansk ost – kan du gøre stjernekokkene kunsten efter?

 

Slib kniven, og spænd forklædet; nu skal der kokkereres efter alle kunstens regler. Her er de 10 originale opskrifter med dansk ost fra nogle af Danmarks dygtigste topkokke. Det er raffineret ostemad på Michelin-niveau, så hold øjne og ører åbne og tungen lige i munden. 

 

Tekst af Rasmus Holmgård
Redaktion af Anna Bartels
Fotos af Thomas Alcayaga

Ost i maden gør det let at gøre det godt. Men madlavning skal ikke altid være let. Mange af os nyder at prøve kræfter med nye opskrifter, nye råvarer og nye metoder og køkkenteknikker. Det kan være nærmest terapeutisk. Og hvilken triumf, når det lykkes! 

Nedenfor finder du 10 opskrifter med dansk ost, som er udviklet af nogle af Danmarks allerdygtigste kokke til kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret 2018

 

Du finder opskrifter med dansk ost fra:

Kristofer Josefsson og Annika Frigård fra Restaurant Wilhelm

Brian Mark Hansen fra Søllerød Kro

Eric Vildgaard og Mads Juel Olesen fra Jordnær

Michael Munk og Lasse Starup Petersen fra Me|Mu

Rune Lund Sørensen og Esben Kragh fra Hærværk

Christoffer Omann og Martin Peter Leth fra Falsled Kro

Simon Thrane og LInn Mosby fra Trio

Samuel Tobing fra Kiin Kiin

Jeppe Foldager og Christian Helbo fra Restaurant Kanalen

Kristian Arpe-Møller og Asger Majgaard Klausen fra Formel B

 

Osten i centrum i alle opskrifter

Nogle af opskrifterne er hurtige og enkle; andre er både komplekse og tidskrævende. Nogle af retterne er søde og bør serveres som en eftermiddagssnack eller som en dessert sidst i måltidet; andre er lettere og kan både fungere som forret og hovedret. Fælles for dem er, at én eller flere oste er det smagsmæssige udgangspunkt, som de andre ingredienser søger at løfte frem i lyset. Ofte er det osten, som har den funktion i en ret, men her er rollerne byttet om.

 

Danmarks bedste ret med ost

De 10 opskrifter er hentet direkte fra kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret, som blev afholdt i december 2018 af Mejeriforeningen og ostekulturkampagnen Ost & ko. Her var idéen netop at se, hvilke gastronomiske kvaliteter der kunne komme ud af at bede 5 Michelin-restauranter og 5 andre af landets absolutte toprestauranter om at sætte osten i centrum. Se alle 10 opskrifter med ost længere nede. 

 

Tips til de 10 opskrifter med ost 

 

Kan jeg bruge alternative oste?

Kokkene har i mange tilfælde anvendt specialoste, som kan være svære at skaffe, men retten kan sagtens laves med en alternativ ost i samme stil. Spørg din ostehandler eller i osteafdelingen, hvis du er tvivl om, hvilken ost du kan vælge som alternativ.

 

Sund fornuft 

Enkelte af opskrifterne har en meget lang tilberedningstid, fx Søllerød Kros champignonsaft, der skal modne i et år. Men mindre kan gøre det. Klip en hæl, og skær en tå, og lad det mulige råde. Brug din sunde fornuft og din kreative sans og se, hvor langt du kommer.

 

Trøffel eller ej? 

Et af livets store spørgsmål, der som regel skal besvares med et højt og rungende: Trøffel! Men selvfølgelig kan du udelade både trøflen og andre af de mere kostbare elementer til pynt og ekstra aromatisering af retterne. Igen: Brug trøffel, eller brug din sunde fornuft. Eller lidt af begge dele.

Rigtigt god fornøjelse!