Site icon Ost & ko

Ny ostehandel i Kødbyen arrangerer osteskole

Så er der godt nyt til osteinteresserede københavnere. Osteriet&ko er navnet på en ny ostebutik i Kødbyen, som hen over foråret inviterer til osteskole med temaerne italienske, franske, spanske og nordiske oste.

Foto: Chris Tonnesen

Birgitte Kastrup er 3. generation i en familie, der har arbejdet med ost siden 1936. I I dag driver hun foruden den nye forretning i Kødbyen også udsalg og engrossalg i Slagelse, hvorfra hun leverer specialoste til en række af landets bedste restauranter bl.a. fra gårdmejerier med små produktioner.

”Der sker en helt enorm udvikling indenfor osteproduktion, hvor nye og gamle mikromejerier er ved at sætte helt nye standarder. Historiske mejeriteknikker bliver pudset af, og der arbejdes med nye smage og spændende fortolkninger af vores ostearvegods”, fortæller Osteriet&kos direktør Birgitte Kastrup, der hen over foråret udbyder et begrænset antal pladser til fire tematiserede osteskoler i Kødbyen.

Franske, spanske og nye nordiske
Den første osteskole fandt sted 10. marts med italienske oste på programmet, og over de kommende måneder afholder Osteriet&ko følgende kurser for aspirerende ostekendere:

Franske oste – 8. april
Den franske præsident De Gaulle blev blandt andet berømt for spørgsmålet om, hvordan man dog skulle regere et land med over 325 oste. I dag findes der tættere på 500 oste i Frankrig! På den franske osteskole smager og lærer du om et udvalg af franske AOC-oste – fermier, artisanal og coopérative.

Nye nordiske oste – 28. april
Mikrobryggerierne forandrede ølbranchen for altid, og det samme er nu ved at ske indenfor ostefabrikation. Gårdmejerier med små, lokale produktioner er i gang med at skrive reglerne om og skabe nye smagsoplevelser. På denne osteskole vil du finde ud af, hvor den nordiske ost er på vej hen og lære oste at kende, som du ikke anede eksisterede. Herslev Bryghus står for øllet.

Spanske oste – 4. maj
Spanien er ikke bare manchego. Og manchego er ikke bare manchego. Ostefremstilling i Spanien har fundet sted i flere tusinde år, og på denne osteskole tager vi dig med ud i hjørnerne af, hvad man egentlig kan få ud af noget så simpelt som mælk fra får og ged.

Mere info
Alle osteskoler foregår i butikken Osteriet&ko kl. 19-21 på Flæsketorvet 55, 1711 København V. Der er plads til 25 deltagere. Læs mere på osterietogko.dk. Butikken i Kødbyen holder åbent mandag-fredag kl. 10-18 og lørdag kl. 9-15.

Historiske mejeriteknikker bliver pudset af, og der arbejdes med nye smage og spændende fortolkninger af vores ostearvegods.

Birgitte Kastrup

Direktør, Osteriet&ko