Foreningen Danske Ølentusiaster står bag den nye pris, Øl og Mad Prisen, som hylder kombinationen af øl og mad. Prisen blev for første gang uddelt under Food Festival i Aarhus og gik til osteinnovatør, Mads Østergaard-Clausen.
Osteinnovatør, osteopfinder og udviklingschef Mads Østergaard-Clausen blev under Food Festival i Aarhus 4. september hædret af foreningen Danske Ølentusiaster med overrækkelsen af foreningens nye pris, Øl og Mad Prisen. Østergaard-Clausen har gennem sit innovative samarbejde med bryggeriet Mikkeller opdaget nye spændende muligheder i samspillet mellem ost og øl. Det er netop dette samspil, som prisen gives for.
”I Danske Ølentusiaster mener vi, at øl er den bedste ledsager til ost”, siger formand for Danske Ølentusiaster Anne Lise Knørr og uddyber: ”Det er en ny måde at tænke øl og ost på, og Mads er gået forrest med at udvikle området. I Mads’ arbejde har han tydeligt demonstreret, at han favner både det folkelige og det eksklusive. Vi håber derfor, at prisen kan være med til at motivere andre fødevareproducenter, ikke kun mejerier, til at følge i sporet på Mads Østergaard-Clausens intelligente måde at kombinere øl og ost på. ”
Ølinfuseret blåskimmel og en oste-IPA
Samarbejdet mellem Mads Østergaard-Clausens og Mikkeller udspringer af venskabet mellem osteinnovatøren og Mikkellers ejer, Mikkel Borg Bjergsø. Det har indtil videre resulteret i to oste lavet med øl: en ølinfuseret blåskimmelost og en ost, der bedst kan beskrives som en spiselig IPA (india pale ale). Arbejdet har også affødt en tredje ost, der godt nok ikke er lavet med øl, men som udspringer af Mads’ seneste opfattelse af, hvad der giver ølentusiaster gåsehud: en fed ost lavet med brug af saft fra citrusfrugten yuzu, som er en populær ingrediens i moderne american pale ales.
Mads fortæller om sit øleventyr: ”Nogle osteelskere vil måske synes, at vi har ødelagt deres ost ved at komme humle i, fordi det gør osten bitter. Men ølfolket elsker det til gengæld, fordi osten får humlesmagen så rent og tydeligt frem. Ost og øl komplementerer hinanden. Som ledsager til ost kan en syrlig og tør øl være helt fantastisk forfriskende. Farvel rødvin og goddag øl! ”
Om Øl og Mad Prisen
Danske Ølentusiaster uddeler Øl og Mad Prisen i samarbejde med magasinet Smagogbehag. Juryen bestod af formanden for Danske Ølentusiaster Anne Lise Knørr, formanden for Øl og Mad Udvalget i Danske Ølentusiaster Christian Andersen, samt ansvarshavende chefredaktør Jesper Bo Bendtsen fra Smagogbehag.
”Nogle osteelskere vil måske synes, at vi har ødelagt deres ost ved at komme humle i, fordi det gør osten bitter. Men ølfolket elsker det til gengæld, fordi osten får humlesmagen så rent og tydeligt frem. Ost og øl komplementerer hinanden. Som ledsager til ost kan en syrlig og tør øl være helt fantastisk forfriskende. Farvel rødvin og goddag øl! ”