Site icon Ost & ko

Nemt grøntsags-pastafad med bagt salatost

Nemt og godt! Kom alle ingredienser i et fad, og efter en tur i ovnen har du den lækreste pastaret

Foto af Ditte Ingemann Thuesen
Tekst af Camilla Bojsen-Møller (Ostekommunikatør og blogger på www.ostesnak.dk)

Ingredienser

Til 4 personer

350 g spaghetti
200 g salatost
2 skalotteløg, finthakket
2 fed hvidløg, finthakket
500 g cherrytomater, halverede
50 g oliven
1 håndfuld friske basilikumblade (gem lidt til servering)
5 dl vand
1 dl fløde
3 spsk olivenolie
Salt og peber
25 g fast modnet ost, fintrevet (til servering)

Sådan gør du

Læg spaghetti i et smurt ovnfast fad.

Kom den hele salatost i fadet sammen med skalotteløg, hvidløg, cherrytomater, oliven og basilikumblade.

Hæld vand og fløde ved.

Dryp olivenolie, salt og peber over.

Bag i ovnen ved 180 grader i 35 minutter, rør en enkelt gang forsigtigt i pastaen undervejs (uden om salatosten).

Rør det forsigtigt sammen og servér med fintrevet ost og friske basilikumblade.

Ostebloggerens tip

Nogle salatoste smelter og danner en cremet sauce, mens andre i stedet bliver til bløde, lækre klumper. At ostene arter sig forskelligt skyldes forskelle i produktionsmetoden.

Camilla, www.ostesnak.dk

Camilla Bojsen-Møller

Camilla Bojsen-Møller

Som barn gik jeg i en stor bue uden om ost. Da et job senere trak hende ind i osteverdenen, indså jeg lynhurtigt, hvad jeg var gået glip af. For osteuniverset er fyldt med passionerede ostemagere, skønne historier, masser af smag – og ja, den mest magiske ingrediens, du kan ønske dig i et køkken. Ost er ingrediensen, der kan trylle enhver ret til en himmelsk mundfuld. Oste er en utrolig mangfoldig produktgruppe, der spænder over et bredt spektrum af smagsnuancer og konsistenser fra de mildeste, delikate, cremede og syrlige friskoste til umamitunge blåskimlede og salte, smuldrende smagseksplosioner. For ikke at tale om cremede hvidskimmeloste, spændende aromatiske rødkitoste og lagrede faste oste med knasende proteinkrystaller. Invitér alle disse oste ind i dit køkken og opdag, hvad de hver især kan gøre for din madlavning. Til sidst er der blot at sige: Lad magien sprede sig i køkkenet!