Site icon Ost & ko

Lun græskarsalat med palmekålspesto

Du behøver ikke basilikum og parmesan for at lave en drønlækker pesto – prøv denne nordiske vinterversion med palmekål og dansk fastmodnet ost! Opskriften kommer fra Ditte Ingemann, som bruger pestoen til at give en dejlig friskhed til at gå med sødmen fra det bagte græskar – et skønt indspark, fx på det ofte lidt fede julebord!

Foto og tekst af Ditte Ingemann Thuesen

Ingredienser

Til 4 personer

Pesto:

50 g palmekål
25 g persille eller basilikum
1 fed hvidløg
50 g Karlsø Kaprin (eller anden hård, saltet ost)
25 g valnødder
100 g olivenolie
salt og peber

300 g kogte hvide bønner, butterbeans

Græskar:

1/2 hokkaido
2 spsk olivenolie
salt og peber

Topping:

Skal fra 1/2 økologisk citron
2 spsk ristet boghvedekerner
evt. ekstra ost

Sådan gør du

Start med at lave pestoen. Rengør kål og krydderurter grundigt og kom det i en blender eller foodprocessor med de øvrige ingredienser. Du kan ristet valnødderne en smule på en tør, varm pande for at give dem en ekstra dybere smag. Blend det hele godt sammen og smag pestoen til med salt og peber. 

Skær hokkaido’en ud i små tern – behold gerne skallen på. Vend ternene med olie, salt og peber og bag dem ved 200 grader, varmluft, i ca. 25-30 minutter – vend dem gerne undervejs. 

Kom halvdelen af pestoen i en skål – opbevar den anden halvdel på køl i et rent glas, og brug den til salater, i sandwich, sammen med pasta eller som en dip til rå grøntsager. 

Vend de kogte, hvide bønner godt rundt i pestoen og fordel dem på et fad, top med bagt hokkaido, citronskal og boghvede – inden servering kan du rive ekstra ost udover salaten sammen med et drys salt og god olivenolie. 

Ditte Ingemann

Ditte Ingemann er madstylist, fotograf, madskribent og kogebogsforfatter. Hun har en bachelor i ernæring og sundhed, som har styrket interesse og viden indenfor bl.a. fødevarer, formidling og madlavning. Følg hende på bloggen The Food Club, hvor du kan finde et væld af opskrifter, der afspejler Dittes passion og kærlighed til både gode råvarer og smag, men også til det visuelle og æstetiske i forhold til mad og fotografering.