Gourmetprisen 2016 blev uddelt få meter fra Mejeriforeningens stand på International Food Contest i MCH Messecenter Herning 1.-3. november. Mens Gourmetprisen blev domineret af gamle kendinge, var der masser af ny aktivitet på standen, der repræsenterede kampagnerne Ost & ko, Skolemælk og Mælk er for livet.
Af Rasmus Holmgård
Der var fuld gang i køkkenet på Mejeriforeningens stand til 2016-udgaven af International Food Contest, som igen i år var slået sammen med messen Food Tech fra den 1. til den 3. november i MCH Messecenter Herning. Fire madbloggere var engageret til at trylle bag pander og gryder med deres egne specialudviklede opskrifter med ost i både de kolde, varme, søde og salte køkkener – til stor glæde for gastronomisk interesserede messegæster, der blev budt på smagsprøver og tips og tricks fra de rutinerede bloggere.
Der var også smagsprøver på kaffe, øl, frugtvin og diverse oste, som omdrejningspunkter for en række samtaler på standen mellem dagens værter og kyndige specialister, der lagde vejen forbi og gjorde publikum klogere på drikkevarerne til osten og den korrekte anvendelse af mælken i kaffen og meget mere. Du kan se hele programmet her.
Gourmetprisen 2016
Mejeribrugets Gourmetpris – blandt venner bare kaldet Gourmetprisen – blev i år afholdt for 11. gang som en gastronomisk fokuseret kontrast til International Food Contests mejeritekniske kvalitetsvurdering af de flere end 1.500 indsendte mejeriprodukter. I år stillede 40 produkter op i Gourmetprisens fire kategorier hård ost, blød ost, smør og øvrige mejeriprodukter, og de blev vurderet af et panel bestående af to kokke og en madskribent ud fra bløde kriterier, der foruden duft, smag og udseende inkluderede produktets idé, oprindelse og produktionshistorie og en samlet hedonisk, dvs. nydelsesbaseret, helhedsvurdering.