Hvid ost

Hvid ost kan dateres tilbage til oldtidens Grækenland. I nutidens Europa har vi diskuteret, hvem der må kalde den feta, og er i øvrigt bare blevet mere og mere glade for den friske, salte ost.

 
Historien om den hvide ost er mindst lige så gammel som vores civiliserede samfund, og den nævnes første gang på skrift i Homers Illiaden, hvor osten står på menuen hos selveste Odysseus. En gang kaldte alle hvid ost for “feta”, men i 2005 gav Europa-Kommisionen Grækenland eneret på betegnelsen, da Grækenland mente og krævede, at feta skulle være en beskyttet oprindelsesbetegnelse, ligesom fx parmaskinker fra Italien og champagne fra Frankrig. Derfor kalder ikke-græske mejerier nu ikke længere deres hvide ost for feta, men i stedet salatost, salattern eller slet og ret hvid ost.

Hvid ost består ofte af en blanding af fåre- eller gedemælk og komælk og har en halvfast konsistens og en mild til skarp salt smag. Saltsmagen er der, fordi den hvide ost opbevares i saltlage i op til tre måneder; en lage, som osten bliver ved med at ligge i, indtil den er spist. Ostens fedtindhold varierer en del, men de fleste har et fedtindhold på ca. 21 %. Hvid ost af god kvalitet bør have en cremet tekstur og en urtet og let landlig aroma af fåremælk, smør og yoghurt, og bør smage skarpt af salt og forfriskende syrligt med en pebret eftersmag.

I Grækenland spiser man den gerne med olie, rødløg og tomat, mens man i Tyrkiet foretrækker den på ristet brød. I Danmark bruger vi oftest den hvide ost i salater. Men hvid ost har ikke altid været en ting, vi puttede ned i det grønne tilbehør herhjemme. Det var først, da vi i 1960’erne inviterede de første tyrkiske gæstearbejdere til Europa, at efterspørgslen på hvid ost begyndte at vokse. Og da charterturismen blev udbredt, fik de danske og nordeuropæiske ganer for alvor får smag for den hvide ost, og vi begyndte at efterspørge typen, når der skulle salat til maden.