Hvid chokolademousse og amarena kirserbær med et blåt ostet twist
Her får du Thomas Alcayagas opskrift på en luksuriøs chokoladedessert men med et overraskende twist af blåskimmelost. Thomas Alcayaga er madblogger på Madet Mere og har udviklet denne opskrift særligt til Ost & ko.
Opskrift og fotos af Thomas Alcayaga.
Opskriften er beregnet til 6 personer.
Hvid chokolademousse med blåskimmelost
125 g hvid chokolade
100 g Creme fraiche 38%
15 g honning
75 g salt, fast blåskimmelost, fx en Danablu
100 g fløde
2 æggehvider
Smelt chokoladen over et vandbad. Den skal kun være lige nøjagtigt smeltet.Rør først blåskimmelosten blød, og tilsæt dernæst honning og creme fraiche. Rør det hele sammen til en ensartet cremet masse. Vend den smeltede chokolade i ostecremen, og smag evt. til med lidt citronskal.
Pisk fløden i en skål til flødeskum. Pisk i en anden skål æggehviderne stive, til de danner spidse, hvide toppe. Fold forsigtigt flødeskum og de piskede æggehvider i choko-ostecremen, til den er glat og ensartet. Pas på ikke at slå luften ud af moussen. Sæt på køl i minimum 2-3 timer.
Curd på Amarena kirsebær
2 æggeblommer
75 g sirup fra Amarena kirsebær
2 spsk. citronsaft (og eventuelt også lidt revet citronskal)
50 g koldt smør i tern
Kom æggeblommer, citronsaft (og skal) og amarena-sirup i en skål. Varm det op over et vandbad – Eller på lav direkte varme på blusset, hvis du føler dig sikker i din sag. Det skal varmes op til cirka 72 grader. Du kan se at det skal begynde at tykne.
Tag det af varmen og kom i et glas til en stavblender. Kom koldt smør i og blend med en stavblender, til det er en ensartet masse. Kom i en sprøjtepose eller på et sylteglas, og sæt på køl indtil anretning.
Garniture og anretning
2 æggehvider
80 g flormelis
2 stk. filodej
15 g smeltet smør
2 spsk. flormelis
1-2 spsk. mandelflager
Amarena kirsebær
1 håndfuld rød skovsyre
Evt. spiseligt glimmer til pynt
Hvid chokolademousse med blåskimmelost
Curd på Amarena kirsebær
Læg filodej på en bageplade, og pensl dejen med smeltet smør. Drys flormelis over med en fin sigte. Drys med mandelflager. Bag ved 180 grader til dejen er sprød og gylden ca. 10 minutter, men hold godt øje med at dejen ikke brænder på- Lad den sprøde dej køle og bræk i mindre stykker til kiks.
Pisk æggehvider og flormelis til en blank og fast marengs.
Smør marengsen ud i et tyndt lag på en bageplade og bag ved 100°C i 1-2 timer (afhængig af tykkelsen), til marengsen er tør og luftig. Luk damp ud af ovnen et par gange undervejs ved at åbne lågen i et par sekunder. Lad marengsen køle helt. Bræk i stykker og pensl evt. med spiseligt glimmer.
Anret en gavmild skefuld choko-ostemousse på 6 tallerkner. Sæt dutter af curd på Amarena kirsebær med en teske rundt om moussen. Pynt af med sprøde filokiks, marengs og hele Amarena kirsebær. Pynt til sidst med rød skovsyre.
Se flere opskrifter på desserter med ost – og se også vores mange opskrifter på tærte med ost og flere opskrifter med blåskimmelost.