Ost & ko har udfordret fem af Danmarks dygtige madbloggere i “Tøm dit køleskab – top med ost”. De skal hver især tømme deres køleskab for de rester, vi alle har liggende i køleskabet, mindske madspild og lave en ny og spændende ret – alt sammen med et drys af dansk skæreost på toppen. Forhåbentligt kan vi alle blive inspirerede og tømme vores køleskabe for madrester. Her får du Anna Bartels’ opskrift på en grøn toast med ost og skinke.

 

Opskriften er udviklet af Anna Bartels
Foto af Anna Bartels

 

Opskrift på grøn toast med ost og skinke

Til 2 personer

4 skiver lækkert brød, fx surdejsbrød
2 store spsk mayonnaise (fx estragonmayo eller sennepsmayo)
2 spsk grovkornet sennep
1 håndfuld frisk spinat
2 blommetomater
4 skiver parmaskinke
75-100 g ost, fx danbo eller havarti (skal være gode til at smelte)
Smør til stegning

Sådan laver du grøn toast med ost og skinke

Skær tomater i tynde skiver og riv osten groft. Smør et stykke brød med mayonnaise og et andet med grovkornet sennep. Top den ene af skiverne med en lille håndfuld frisk spinat, skiver af tomat, 1-2 skiver parmaskinke og en lille håndfuld revet ost. Kom den anden skive brød på toppen og tryk dem sammen. Varm en pande op til middel varme med ca. en tsk. smør på. Steg din toast gylden og sprød. Vend forsigtigt toasten og steg den på den anden side med en ekstra tsk. smør.

Se også opskriften på den lækreste sandwich med ribbenssteg, kast dig ud i hjemmelavede chili cheese tops, eller se vores mange opskrifter på retter med smeltet ost.

Anna Bartels
Anna Bartels

Anna Bartels er madblogger og står bag Anna-mad.dk. Her laver hun sund og nem hverdagsmad til alle, men du finder også søde sager og andet bagværk. Anna er kæmpe ostefan og er især vild med de cremede fastmodne, dem med saltkrystaller og gedeostene. Men en helt almindelig skæreost på en friskbagt surdejsbolle kan nu også noget, hvis du spørger hende.

j