Site icon Ost & ko

Fynsk, frisk og forrygende

Rygeosten skal overleve, står det til fynboerne.

Rygeost smager ikke som noget andet på jorden – den er helt unik – og muligvis Danmarks ældste ost med spor tilbage til vikingerne. Men den kulinariske nationalskat er under pres, for hver gang en ældre dansker falder bort, mister rygeosten en trofast fan. De unge har ikke lært at sætte pris på den luftige, røgede førsteelsker fra Fyn. Men det skal blive løgn, hvis det står til de driftige fynboer, som i år søsætter Rygeostens Dag.

 

Rygeost får sin helt egen dag med workshop om rygning af oste, match mellem oste og cocktails og mulighed for at fremstille sin helt egen rygeost. Madfestivalen SPIS! Odense Food Festival hylder fra den 10. til den 15. september fynsk mad- og måltidskultur; og hvad er ud over brunsviger mere fynsk end rygeosten? Det sker fredag 14. september – se festivalprogrammet her.

Røgsmag er for voksne

Men selvom fynboerne hurtigt kan blive enige om, at rygeosten er et unikum i den fynske råvareskat, så har osten brug for en hånd, hvis ikke den skal gå i glemmebogen. Sådan lyder det fra Danmarks største producent af rygeost, Løgismose, i Broby på Fyn:

”Rygeostens udfordring er, at det er den ældre generation, der spiser den. Unge mennesker er ikke så meget til røgsmag. Så hver gang, en ældre dansker dør, er der én mindre til at købe rygeost. Jeg tror ikke, at de unge har glemt den; jeg tror nærmere, at de aldrig har nået at opdage rygeosten. Det er særligt fynboer, der spiser rygeost, men vi sælger faktisk mest på Sjælland – måske fordi der bor mange fynboer på Sjælland,” forklarer Henrik Toft, chefmejerist hos Løgismose på Fyn.

 

Rygeost – en ægte æresborger

”Rygeosten er den eneste ægte danske ost, der ikke er inspireret fra udlandet. Rygeosten, som vi kender i dag, blev stor på Fyn i 1800-tallet, hvor den blev lavet ude på mange gårde – deraf navnet “fynsk rygeost”. Nogle mener, at rygeosten kan spores helt tilbage til vikingetiden. Ligegyldigt hvad, så holder rygeosten stadig 100 %, og er dansk håndværk i særklasse,” lyder det fra en anden dedikeret rygeostproducent, Jørgen Hoff fra Gundestrup Mejeri på Fyn.

 

Rygeost i nye styles

Netop udfordringen med at få de unge ombord i rygeosten, har ostekampagnen Ost & ko sat spot på ved at levere inspiration til de mange spændende outfits, som Danmarks mest originale ost kan bære. For når man sætter kreative mennesker i sving, kan rygeosten bære en del. Det har bl.a. Ost & kos opskriftkonkurrence for madbloggere vist, hvor nybrud med rygeost er blevet til en række flabede retter med den fynske førsteelsker i centrum. Se fx

Hvad er rygeost?

siden her kan du læse et kort portræt af rygeosten – en af Danmarks mest originale oste.

Læs mere hos TV 2 Fyn
TV 2 Fyn har på imponerende vis kastet sig frygtløst ind i kampen om rygeostens bevarelse. På siden her har TV 2 Fyn samlet en række gode historier, interviews og baggrundsinfo om rygeosten. Og på siden her kan du se seernes egne originale opskrifter med rygeost.