Læs om de seneste nyheder fra ostens verden: Corona får danskerne til at købe mere ost, Them vil lære unge at spise ost, knap 20.000 har brugt #Osteruten, HKI Ost forædler sig til en fynbo med skorpe, Thise Mejeri ruller ud i ny foodtruck, Jernved Mejeri eksperimenterer med blåskimmel og andre ostede nyheder. Her er 8 små nyheder til alle osteelskere.
Samlet af Rasmus Holmgård
Them vil lære unge at spise ost
Osten på billedet er Them Andelsmejeris milde og skærevenlige økologiske skoleost, som det midtjyske mejeri har designet til at stimulere interessen for ”rigtig” ost hos skolebørn og -unge, der har brug for en solid proteinkilde i hverdagen. Samtidig imødekommer Them flere kommuners ønske om at tilbyde skolebørnene et fedtfattigt produkt, for skoleosten indeholder kun 16 % fedt – det, mejerierne kalder for ”30+”. Osten, som på etiketten slet og ret hedder ”SKOLE”, er skorpefri og uden den klassiske lugt af kitmodnet ost, som kan være svær for børn og unge at holde af. Thems økologiske skoleost kan købes i udvalgte detailbutikker, men er primært tiltænkt institutionskøkkener og kantiner, som er ansvarlige for hverdagsbespisning af børn og unge.
Kontaktinfo findes på mejeriets nye flotte hjemmeside på them-andelsmejeri.dk.
Knap 20.000 har brugt vejviseren ”#Osteruten” på Ostesnak.dk
2020 blev et år, hvor mange danskere satte sig i bilen eller på cyklen for at få de rejseoplevelser, som de ikke kunne få i udlandet. For mange var også de gastronomiske oplevelser højt på ønskelisten. Frankrig har sin Route du Fromage, og der ligger altid et gårdmejeri rundt om hjørnet. Også i Danmark finder vi gode oplevelser og steder, hvor ost spiller hovedrollen, men vi har savnet en samlet præsentation af dem. Indtil nu. Kortet #Osteruten er første forsøg på at samle Danmarks osteoplevelser og vise vejen til mejeri- og ostebutikker, gårdbutikker og spisesteder med gode oste mv. Bag kortet står ostekommunikatør Camilla Bojsen-Møller fra Ostesnak. Indtil videre er over 140 steder med på kortet, der er blevet til ved hjælp af netværk og ostecommunity.
Find det via ostesnak.dk, og send gerne Camilla et tip, hvis du kender til en osteoplevelse, som endnu ikke er med på kortet.
Ostebørsen lukker sit mejeri
Da Birgitte og Henrik Kastrup i marts 2017 slog dørene op til Ostebørsens Gårdmejeri i Vemmelev ved Slagelse, var det med en drøm om at udnytte kilden til økologisk græsmælk fra den nærliggende Tude Ådal til en osteproduktion af højeste kvalitet. Med skiftende mejerister ved karrene er det gennem årene lykkedes at skabe en stribe spændende oste, men da coronaen ramte landet, måtte Ostebørsen sande, at mejeridriften ikke var konsolideret nok til at klare sig gennem de smalle tider. Mejeriet er derfor lukket, og virksomheden fokuserer nu på sine kerneydelser, som er driften af den velassorterede oste- og specialforretning på mejeriet, der også fungerer som café og selskabslokale, og på import, salg og distribution af danske og europæiske kvalitetsoste. Mælken fra Tude Ådal aftages nu af Naturmælk.
Arla Unika vinder emballagebranchens svar på en Oscar
I takt med at både det danske og det globale marked for dagligvarer i stadigt højere grad flyttes fra fysiske butikker til onlinehandel, stiger også kravene til den emballage, som skal holde varerne friske og uskadte under transporten; det skal være nemt, billigt og bæredygtigt. At identificere den perfekte emballage er blevet en højteknologisk ekstremsport for bevidste webshops, og disciplinen bliver ikke lettere, hvis målet er at levere aromatisk komplekse ferskvarer uden brud på kølekæden i en indpakning, der får kunden til at sige ”wow”, når æsken bliver åbnet.
Kapløbet om at tilbyde den bedste løsning til indpakning og forsendelse er i et halvt århundrede blevet fulgt tæt af Scandinavian Packaging Association, som afvikler emballagekonkurrencen ScanStar, og i september gik prisen for årets bedste e-handels-emballage til Arla Unika, der har udviklet en ny, bæredygtig køleemballage sammen med emballageeksperten DS Smith. Emballagen er en 100 % fiberbaseret løsning, der bruger papirposer med træuld til at isolere mejeriprodukterne. Ifølge Arla Unikas e-commerce-manager, Mette Aaskov Lassen, har Arla Unika sparet 60 % CO2 sammenlignet med den tidligere emballage og samtidig skabt en forbedret kundeoplevelse, der er både praktisk og æstetisk. Den prisvindende emballage kan testes ved køb fra webshoppen på arlaunika.dk.
HKI Ost affinerer sig til en fynbo med naturskorpe
Fænomenet ”affinage” vinder stadigt større indpas i ordforrådet hos danske osteelskere – og som arbejdsmetode hos landets ostegrossister. Det franske udtryk kan oversættes til ”forædling” og beskriver den behandling over tid, som en dygtig affinør kan give en grundost for at optimere dens udtryk til en kunde, fx en restaurant, der ønsker et perfekt modnet specialprodukt. Forsiden af Ostekultur 6 prydes denne gang af netop sådan en affinage-ost, nemlig Fynbo Natura, som er kærlighedsbarnet af en affære mellem affinør-grossisten HKI Ost og det fynske Sinai Mejeri, der drives af Kirkeby & Thrane.
Fynboen er en af de oprindelige danske ”stresa-oste”, som fik deres navne i 1952. Indtil da anvendtes betegnelsen ”Dansk Gouda ost, opstukken” om fynboen, der adskilte sig fra danboen ved at være mere tæt, tør og fast ligesom sin hollandske inspirationskilde. Fynbo Natura har fået en smuk naturskorpe og er et sjældent eksemplar af den danske klassiker – moderniseret til et komplekst og velsmagende udtryk.
Thise Mejeri – på vej til en festival i nærheden af dig
Landets største 100% økologiske mejeri stiller sig ikke tilfreds med det imponerende besøgstal i det nye, fine butikslokale på mejeriet ved Limfjorden. Nej, nu vil Thise også selv trille ud i landet og møde sine forbrugere på messer, festivaler, dyrskuer og andre kulturbegivenheder ved hjælp af den nye specialbyggede foodtruck, du kan se på billedet. Her fra kan Thise servere et udvalg af sit omfattende produktsortiment, tilpasset den særlige lejlighed, og vognen kan bruges både af salgsafdelingen og af mejeriets 70 andelshavere, skulle de have behov for en festlig og praktisk måde at præsentere smør, ost og andre mælkeprodukter på rundt om i det ganske danske. Hold øje med Thises bæredygtige foodtruck i smukt thermobehandlet træ, når du færdes i det gastronomiske landskab, og kontakt mejeriet, hvis du har en oplagt idé til et sted, trucken bør trille hen og yde folket velfortjent mælkeforkælelse.
Jernved Mejeri eksperimenterer med blåskimmel
Det 111 år gamle vestjyske mejeri har med Laila og Ole Jørn Frederiksen ved roret gennem snart 30 år specialiseret sig i produktion af smør og gule oste – herunder den flotte serie af modne specialoste Vadehav og Sort Ploug – og en enkelt afstikker til den hvidskimlede Kongeåbrie, der også fås i en økologisk udgave. Men der er stadig plads til nye produkter i porteføljen, og Ole Jørn Frederiksen oplyser til Ost & ko, at de seneste nye eksperimenter på mejeriet handler om blåskimmelost. Det er en krævende disciplin, og af samme grund produceres der pt. kun blåskimmel på otte danske mejerier. Følg med i eksperimenterne på facebook.com/jernvedmejeri.
Corona får danskerne til at købe mere ost
Kunderne strømmede ind til ostehandlerne i foråret og sommeren, hvor nogle butikker havde vækstrater på 50-70 procent. Et fortsat godt salg ind i efteråret tyder på, at forbrugernes øgede interesse for at købe ost i specialbutikkerne har bidt sig fast. Det samme rapporterer forretninger med fokus på salg af ost over internettet. Aarstiderne.com har oplevet en stigning i salget af ost på 100 %, og Arla Unikas webshop lå hen over forår og sommer og svingede mellem 300 og 500 % omsætningsstigning, som nu også synes at have stabiliseret sig på omkring det dobbelte af salget i tiden før corona. Gårdbutikker og mejeriudsalg melder om samme oplevelse – særligt i områder med sommerhusturisme, hvor danskernes staycation har kunnet mærkes meget tydeligt på osteomsætningen.