Cheese Copenhagen 2021
Lørdag 25. september 2021 bød Mejeriforeningen og Ost & ko på en sand overflod af ostelækkerier, da Cheese Copenhagen vendte tilbage fra corona-orlov for at fejre dansk ost med et væld af spændende arrangementer i TorvehallerneKBH. Se eller gense alt det bedste fra dagen lige her.
Cheese Copenhagen 2021: Danmarks største ostefest
Lørdag 25. september fra 11.00-16.00
Mere end 600 gæster gik osteamok, da årets største begivenhed for dansk ost rykkede ind i København og indtog TorvehallerneKBH med et overflødighedshorn af ostelækre aktiviteter. Hovedstadens ostenørder kunne bl.a. følge afgørelsen på den prestigefyldte Gourmetprisen 2021, hvor landets bedste mejeriprodukter blev kåret.
Kongerigets vildeste ostegalla bød derudover på et hav af kræsent udvalgte smagsprøver fra alle hjørner af den danske osteproduktion. Mere end 75 oste fra mere end 25 producenter kunne nysgerrige ostenørder tygge sig igennem til Cheese Copenhagen 2021.
Gourmetprisen 2021 – den store afgørelse
Et topprofessionelt dommerpanel smager sig hvert år igennem et overflødighedshorn af lækre mejeriprodukter for at finde frem til landets absolut bedste inden for fem mælkelækre kategorier. 25. september kårede de vinderne af Gourmetprisen 2021 til et brag af et show under Cheese Copenhagen, hvor gæster både kunne følge og smage med til den endelige afgørelse og få et unikt indblik i cremen af danske mejeriprodukter.
Gense showet og se de fem lækre vinderprodukter af Gourmetprisen 2021 lige her.
Efter prisfesten delte Camilla Bojsen-Møller, Ostekommunikatør Ostesnak.dk, ud af sine bedste tips til ost i maden med både smagsprøver og gode råd til, hvordan man kan bruge ost til at tilføje umami, sprødhed og cremet velsmag i hjemmekøkkenet. Til sidst tog Mikkel Østman, mejeriteknolog og smørnørd, fra Arla Innovation Centre, seerne med på jagt efter det perfekte smør, og hvordan det laves.
På typejagt ved temabordene
Festivalområdet var opdelt efter 10 temaer anlagt efter ostetyper, fordi forståelsen for typer er en effektiv måde at navigere ostekulturen på – både til festivalen og generelt.
DE 10 OSTELÆKRE TEMAER
Rødkit
Gourmetprisen-produkter
Faste og modne
Blåskimmel
Hvid, frisk og fløde
Danbo BGB
Andre gule oste
Hvidskimmel
Havarti BGB
Esrom BGB
PRESSE
For medierelaterede spørgsmål
kontakt pr-ansvarlig
Marie Sainabou Jeng
marie@koalitionkbh.dk
26 14 72 60
OM CHEESE COPENHAGEN
Cheese Copenhagen er Danmarks største festival for danske kvalitetsoste. Den arrangeres af Mejeriforeningen, der er brancheorganisationen for de fleste danske mejerier, som et led i ostekulturkampagnen Ost & ko.