Site icon Ost & ko

Dittes vegetaropskrift: Rugotto med bagt græskar og danske oste

Her finder du opskriften på Ditte Ingemann friske osterugotto

I følge Ditte er opskriften udviklet med henblik på at efterleve klimakostrådene: “Jeg har fortolket klimakostråd nr. 4: ”Spis mad med fuldkorn”. Jeg havde oprindeligt en idé om at lave en lækker risotto, men det blev det lidt af en udfordring, da risotto normalt laves på arborioris. Arborioris er afskallet, og så er det jo ikke længere fuldkorn. Derfor erstattede jeg dem med rugkerner, der giver en rigtig lækker smag og en god mæthedsfornemmelse – og som i den grad lever op til kostrådet omkring mere fuldkorn. Rugen smager fantastisk i selskab med de to oste.

 

Ingredienser og fremgangsmåde

Opskriften er udviklet af Ditte Ingemann

Antal: 4 personer

 

Rugotto

1/2 hokkaidogræskar
2 spsk. olivenolie
1 tsk. tørret rosmarin
Salt og peber
1 løg
2 hvidløg
2 stængler bladselleri
2 spsk. olivenolie
400 gr. rugkerner
1 stort glas hvidvin
1 l. god grøntsagsbouillon
1/2 øko-citron, Saft og fintrevet skal
75 gr. flowersprouts (alternativt grønkål eller rosenkål)
125 gr. Vesterhavsost fra Thise, revet
100 gr. Høost fra Naturmælk

 

Tilberedning

Tænd ovnen på 175 grader, varmluft. Fjern kerner og indmad fra græskarret, skær græskarkødet i små tern, og kom dem i et ildfast fad med oli-venolie, rosmarin, salt og peber. Bag dem i ovnen i 20-25 minutter, eller indtil græskarternene er gyldne og møre. 

Pil og hak løget fint. Riv hvidløgsfeddene, og snit bladsellerien fint. Steg det hele i olivenolie i ca. 2 minutter i en stor gryde, hvorefter rugkernerne tilsættes og svitses med i yderligere 2-3 minutter – det er vigtigt at riste kernerne godt af, da det bidrager til en god og dyb smag. 

Tilsæt nu hvidvin, og lad den fordampe en smule. Tilsæt så grøntsagsbouillon lidt ad gangen, og lad den stille og roligt koge ind ved middelvarme, før der tilsættes mere bouillon – fortsæt, indtil kernerne er møre, men stadig med en smule bid. Det tager omkring 16-20 minutter. Vend flowersprouts, citronsaft og -skal i, og smag til med salt og peber.

 

Servering

Riv begge slags ost, og vend dem i til sidst sammen med bagt græskar. Læg låg på gryden, og lad den stå et par minutter og samle sig. Inden serve-ring drysses med lidt ekstra ost og evt. en smule god olivenolie, friskkværnet peber og friske urter.