Danmarks bedste osteret 2020 - kokkekonkurrence med ost

20. september udfordrer Ost & ko og Mejeriforeningen endnu engang alle Danmarks restauranter: Lav den bedste ret med ost.

Danmarks bedste osteret 2020

 

Kom med til kokkekonkurrencen Danmarks bedste osteret 2020, hvor 9 af Danmarks bedste restauranter kæmper om hæderen og en præmie på 20.000 kr.

 

Årets mest velsmagende kokkekonkurrence er tilbage. 20. september 2020 udfordrer Mejeriforeningen og Ost & ko igen landets kokke til at kreere kongerigets bedste ret med ost og dyste om præmien på 20.000 kr. og titlen som Danmarks bedste osteret 2020. 

I 2018 tog restaurant Jordnær sejren med en flan på Blå Grubé, hasselnødssablé, brændte figner og figenescabeche efter en tæt konkurrence med Falsled Kro, Restaurant Wilhelm, Søllerød Kro, Restaurant Kanalen, formel B, Trio, Kiin Kiin, Restaurant Hærværk og MeMu. Se alle retterne her

Igen i år står et stærkt dommerpanel klar til at bedømme og kåre Danmarks bedste osteret: Helle Brønnum Carlsen, madkritiker på Weekendavisen, Lisbeth Jacobsen, kok og restauratør på Restaurationen, Lærke Kløvedal, madanmelder på Politiken, Rasmus Palsgård, journalist på Feinschmeckeren og juryformand for den danske jury i den nordiske guide 360 Eat Guide og Erwin Lauterbach, kok og restauratør på Restaurant Lumskebugten.

Danamarks bedste osteret 2020 er en del af den madpolitiske festival Madland

 

Danmarks bedste osteret 2020

20. september kl. 14.00-18.00 

Venue:

CPH Food Space
Slagtehusgade 11
1715 København 

Køb billetter

Køb din billet til Danmarks bedste osteret 2020 og oplev, når nogle af landets dygtigste kokke dyster direkte mod hinanden i kokkekonkurrencen.

Billetten koster 175 kr. + gebyr og inkluderer:

– Adgang til Danmarks bedste osteret 2020 20. september fra kl. 14.00-18.00
– En fræk anretning med pålægssalater fra RØRT
– En øl fra Kølster eller en most
– Et styks bagværk fra Møllers Hjemmebag 
– Kaffe fra barista Martin Kjær

Under den intense og underholdende fejde i CPH Food Space vil der også være mulighed for at smage på retterne fra de nominerede og smage på ostene, som indgår i retterne, mens dj Rikke Bronx spinner et soullabert beat.

OBS: Alle billetter er på nuværende tidspunkt udsolgt. Du er velkommen til at skrive dig på ventelisten, så kontakter vi dig, hvis der bliver flere billetter ledige.

 

Dommere

Hvem skal løbe med æren i år, og hvordan ser Danmarks bedste osteret egentlig ud? Det bedømmer de erfarne dommere Helle Brønnum Carlsen, madkritiker på Weekendavisen, Lisbeth Jacobsen, kok og restauratør på Restaurationen, Lærke Kløvedal, madanmelder på Politiken, Rasmus Palsgård, journalist påFeinschmeckeren og juryformand for den danske jury i den nordiske guide 360 Eat Guide og Erwin Lauterbach, kok og restauratør på Restaurant Lumskebugten.

Lærke Kløvedal

Lærke Kløvedal

Journalist og madanmelder på Politiken

Lærke Kløvedal er  født og opvokset i Thy. Hun er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har bl.a. været journalist på ’Deadline’ på DR2, ’2. sektion’ med Adam Holm og redaktionschef på Quizzen med Signe Molde. Lærke Kløvedal har ligeledes været vært på portrætprogrammet ’Lærke møder..’ på DR K og er aktuel med radioprogrammet ‘Det sidste måltid’ på Radio4. Og så er hun fast klummeskribent og madanmelder på Politiken.

Foto: Agnete Schlichtkrull

Lisbeth Jacobsen

Lisbeth Jacobsen

Kok og restauratør

Lisbeth Jacobsen er opvokset i Hadsten og flyttede til København, hvor hun startede i restaurationsbranchen i 1978. Hun kom i lære på Hotel Royal og blev udlært som både kok og tjener i starten af 80’erne. I 1987 blev hun kok på Kommandanten. Siden 1991 og frem 2020 har ægteparret Lisbeth og Bo Jacobsen drevet Restaurationen i fællesskab, hvor Lisbeth tager sig af dessertkøkkenet, oste og bagværk samt af selve driften af restauranten. I 2018 modtog Lisbeth æresprisen “Kokkenes Kok” af Fonden Dansk Gastronomi.

Helle Brønnum Carlsen

Helle Brønnum Carlsen

Madkritiker og kogebogsforfatter

Helle Brønnum Carlsen har mange års erfaring som madanmelder ved Politiken og Jyllands-Posten, som madskribent hos Information og nu som madkritiker på Weekendavisen og som redaktør og anmelder på White Guide. Hun har en række kogebogsudgivelser bag sig og fungerer som underviser i madkundskab på N. Zahles Seminarium og som lektor i Madkundskab på Københavns Professionshøjskole. Derudover tæller hendes CV blandt andet en læreruddannelse, en kandidatgrad i litteratur og en ph.d. i mad og æstetik.

Foto: John Bendtsen

Rasmus Palsgård

Rasmus Palsgård

Journalist og madanmelder

Rasmus Palsgård er journalist og indehaver af online mad-universet feinschmeckeren.dk. I 2016 deltog han i MasterChef, hvor han nåede til finalen. I dag fungerer Rasmus som madanmelder og mad og vin-journalist for blandt andet Gastro, Dagbladenes Bureau, tyske Der Feinschmecker og andre både trykte og digitale medier. Rasmus er desuden juryformand for den danske jury i den nordiske guide 360 Eat Guide, der har særligt stort fokus på bæredygtighed.

Foto: Nicklas Ingemann

Erwin Lauterbach

Erwin Lauterbach

Kok og restauratør

Erwin Lauterbach har – om nogen – været med til at sætte den høje standard for dansk gastronomi siden starten af 80’erne. Som nyuddannet arbejdede han på Restaurant Copenhague i Paris. I 1981 åbnede han sin første Restaurant Saison på Hotel Østerport – efterfølgende beliggende på Skovshoved Hotel og Hellerup Park Hotel. I dag er Erwin Lauterbach restauratør og kok på Restaurant Lumskebugten.

Vært

Danmarks bedste osteret 2020 ville ikke være det samme uden den helt rette vært til at holde styr på hele arrangementet, når ostekonkurrencen løber af stablen.

Marie Holm

Marie Holm

Madjournalist og kogebogsforfatter

Marie Holm er madjournalist og kogebogsforfatter med en forkærlighed for det søde køkken og en mission om at få buddingen tilbage på bordet. Hun laver tv, radio, foredrag om mad og er dommer i programmet ’Sukkerchok’ på TV 2 Fri. Marie er uddannet fra Københavns Universitets Institut for Litteraturvidenskab, er tidligere magasinjournalist, restaurantanmelder og kogebogsredaktør.

Foto: Line Thit Klein

Nominerede

 

 

Alchemist

Alchemist

Alchemist er indbegrebet af et legesygt og eksperimenterende køkken. Alchemist serverer nok en af landets vildeste madoplevelser. Her bliver man som gæst ført gennem fem akter og intet mindre end 50 serveringer. Slik for eksempel en tunge lavet i silikone ren for indmad eller sæt tænderne i fisk pakket ind i spiseligt plastik. Bag Alchemist står køkkenchef og kulinarisk troldmand Rasmus Munk og et helt hold af kokke, tjenere, gastrofysikere og scenografer. En af dem er Research & Development Chef Juan Agustín Muñoz, der før har stået bag komfuret hos blandt andet Bror og Format. Til Danmarks bedste osteret 2020 har Juan Agustín kreeret retten “Sheeps Fur”, der som navnet antyder ligner blødt, hvidt fåreuld. En osteret udtænkt i laboratoriet hos Alchemist udfordrer naturligvis alle grænser for, hvordan dansk ost kan smage og tage sig ud.

Restaurant Hærværk

Restaurant Hærværk

Restaurant Hærværk er trods sine kun seks år på bagen blevet lidt af Aarhus-institution. Her finder du en kompromisløs og økologisk tilgang til de danske sæsoner. Råvarerne er helst hentet i den aarhusianske baghave – fra Mols Bjerge til Aarhus bugt. Hærværk er drevet af et kollektiv af unge gastronomiske stjerner, en af dem er Rune Lund Sørensen. Han deltager i Danmarks bedste osteret 2020 med noget så hjemligt og jordnært som en knækbrødsmad. Men en knækbrødsmad, der selvfølgelig har fået lidt af en overhaling med sensommerbær, vilde urter, og som med Runes ord har “kongeosten” Hvid Lindbjerg i hovedrollen. 

Fasangården

Fasangården

Fasangården er Meyers seneste skud på stammen af restauranter i København. Restauranten har til huse i den gamle embedsbolig i Frederiksberg Have og er blevet restaureret fra kælder til kvist af Slots- og Kulturstyrelsen. Fasangården åbner i oktober og vil have et jord- og naturnært fokus, hvor Anika Madsen vil stå i spidsen for det nye traktørsted. Anika har tidligere været køkkenchef for den nu hedengangne Kadeau-lillesøster Roxie og senest Meyers drivhusrestaurant ved Café og Restaurant Ofelia. Til Danmarks bedste osteret 2020 præsenterer Anika dommerne for en skummende og cremet servering med Skærsild fra Arla Unika (Tistrup Mejeri), vin Jaune, grillede løg med røget marv, syltede løg og citrontimian. 

STUDIO

STUDIO

Et måltid på STUD!O er en personlig rejse ind i køkkenchef Alan Bates’ gastronomiske visioner, der med erfaring fra The Fat Duck, El Cellar de Can Roca og Henne Kirkeby Kro kombinerer præcist håndværk med fransk gourmet, britisk DNA og østens mystik. Menuen følger sæsonerne tæt og skifter i takt med Alans legesyge strøm af ideer. Med en enorm sans for detaljen, et serviceniveau i den absolutte topklasse og en konstant søgen efter sublim kvalitet omsættes ideerne til spillevende gastronomiske oplevelser funderet i bundsolidt håndværk. Alan er især betaget af det japanske køkken og hans osteret er ingen undtagelse. Dommerne skal smage hans udgave af Chawanmushi – en umamibombe af en japansk æggestand lavet med Thise Mejeris Fyrtårnsost. 
CPH Gourmet

CPH Gourmet

Simon Thrane, der er tidligere køkkenchef på Trio, er en garvet konkurrencekok. Udover at være nomineret ved Danmarks bedste osteret 2018, har han blandt andet vundet årets østerskok i 2019. Til daglig er Simon sammen med Kasper Rune Sørensen en del af CPH Gourmet, der i en årrække har stået for højeste kvalitet af gastronomi til alskens events og selskaber. Til Danmarks bedste osteret 2020 har Simon kreeret et overraskende bud på en “frisk, let og læskende” ret med pære og Naturmælks blåskimmelost Cumulu Blue 60+. 

Restaurant Menéndez

Restaurant Menéndez

Restaurant Menéndez serverer farverig, fantasifuld og moderne latinamerikansk mad i hjertet af Aalborg. Inspirationen kommer fra hele den latinamerikanske verden – fra Mexico til Argentina – og altid med udgangspunkt i sæsonens råvarer. Menéndez er drevet af restauratørparret Anne-Marie Menéndez og Kim Jeppesen. Til Danmarks bedste osteret 2020 deltager Kim naturligvis med sit bud på en kulinarisk kombination af Latinamerika og Nordjylland: Pupusa-majsbrød fra El Salvador med Blå Kornblomst fra Thise Mejeri.  

Restaurant Nam

Restaurant Nam

Restaurant Nam er aalborgensernes go to for asiatisk mad på højeste niveau. Køkkenchef Gridsada Khamhomkul, der går under kælenavnet “Kid”, har tidligere dystet i kokkekonkurrencen “Årets ret med Gris”. Til Danmarks bedste osteret 2020 er han nomineret med en ret, der kombinerer Arla Unikas nyfortolkning af havarti, Gammel Knas, med sticky rice, havtorn og den koreanske isdessert bingsu lavet på kokos. 

Brace

Brace

Maden på Brace er en konstant kærlighedsaffære mellem køkkenchef Nicola Fanettis italienske rødder og hans passion for det nynordiske. Nicola forkæler sine gæster med alt fra trøfler og frisklavet pasta til fjordrejer og granskud. Han er nomineret med en ret, der byder på både rødbede, fermenteret sort hvidløg, en sfære af Arla Unikas Høgelundgaard 12-ost og naturligvis trøffel. 

Restaurant Moment

Restaurant Moment

Hos Restaurant Moment er bæredygtighed og synergi med naturen grundsten i køkkenet. Moment ligger i Nationalparken i Mols Bjerge omgivet af vild natur og deres egen permakulturhave. Her graver køkkenchef Eigil Christensen da også de fleste af råvarerne til den grøntsagsbaserede menu op. Eigil og hans team lever og ånder bæredygtig gastronomi – kompostering, egen biavl og sågar genbrug af kondensvand fra køleskabe til at vande blomster er en del af hverdagen. Ved Danmarks bedste osteret 2020 er Eigil nomineret med en ret, der tager udgangspunkt i osten Kovending fra Arla Unika, som får fint selskab af blandt andet rødbede fermenteret i vild etiopisk kaffe og dehydreret surkål.

Om Danmarks bedste osteret 2020

Konkurrencen går ud på at teste, hvilken af 9 nominerede restauranter (to personer fra hver restaurant), der kan skabe den mest spændende, lækre, originale og sindssygt velsmagende ret med dansk ost i en mere eller mindre central rolle. Der er ingen andre krav til råvarer, køkkenstil, metode eller omfanget af serveringen. Deltagerne kan vælge at lade osten være rettens hovedemne – eller lade osten garnere og supportere andre hovedemner som en ingrediens. Deltagerne kan frit vælge antallet af elementer i serveringen, og der er ikke krav om, at den skal være på ét stykke service. Omfanget og anretningen er op til deltagerne. Stilmæssigt er der også frit slag. Deltagerne kan lave en snack, en forret, en hovedret eller en dessert og arbejde med varmt og kold, fast og flydende og salt og sødme. Den eneste regel er, at osten – eller ostene – deltagerne bruger, skal være produceret i Danmark.

Dommerne tildeler hver servering et samlet antal point mellem 0 og 60 fordelt på: præsentation (0-10), originalitet (0-10), bæredygtighed (0-10), anretning (0-10) og smag (0-20). Pointene for “præsentation” dækker både stil og tone og valg af informationer, som serveringen præsenteres med. Det er også i præsentationen, der kan hentes point, når deltagerne fortæller, hvordan de har indtænkt “bæredygtighed” som kvalitetsdimension. Pointene for “originalitet” gives både for graden af nytænkning og for rettens indplacering i madkulturen og i tidens tendenser. Med “anretning” menes den samlede visuelle kvalitet af serveringen inkl. maden i og på servicen. “Smagen” går på dommernes vurdering af kvaliteten af serveringens elementer i næse og mund og på samspillet mellem dem og serveringens overordnede udtryk og balance. Smagen af den valgte ost – eller de valgte oste – vurderes ikke separat fra den eller de dele af retten, som den eller de indgår i. Vinderen af konkurrencen bliver den restaurant, hvis servering opnår den højeste samlede pointscore. Ved pointlighed afgøres vinderen ved afstemning blandt de 5 dommere.

Ost & kos forholdsregler for Covid-19

Mejeriforeningen og Ost & ko følger nøje Sundhedsstyrelsens anbefalinger om forebyggelse af smittespredning og Covid-19 og opdaterer løbende denne side med ny information. Det betyder, at vi tager bestemte forholdsregler og begrænser antallet af gæster til Danmarks bedste osteret 2020 efter myndighedernes vejledning.


Sikker afstand

Til Danmarks bedste osteret 2020 vil vi sikre god afstand mellem vores gæster.

Klar information om god adfærd 

Vi opfordrer vores gæster til at holde afstand, og vi vil sørge for, at de har let adgang til at vaske og afspritte hænder til vores arrangement.                                                        

Grundig rengøring og desinfektion

Under Danmarks bedste osteret 2020 vil vi gøre grundigt rent og desinficere de kontaktpunkter, mange rører ved.                                                                                                                              

Sikkerhed for højt hygiejneniveau

Alle vores medarbejdere, samarbejdspartnere og frivillige har kendskab til myndighedernes anbefalinger og retningslinjer. De sørger for at holde god afstand og har fokus på hygiejne.

Vi glæder os til at se jer 20. september.

Denne side opdateres løbende, så hold øje med Ost & kos kanaler, hvor vi løbende offentliggør link til billetkøb samt mere om konkurrencen.