Påsken er over os, og nu kan du få fingrene den nyeste udgave af Ost & ko og Mejeriforeningens ostemagasin, Ostekultur. Læs det seneste nye fra ostens verden, få inspiration til at mindske madspild med friske osteopskrifter og se det opdaterede ostekort med hele 33 økologiske osterier. Desuden sættes der fokus på de danske BGB-oste, og det har Mejeriforeningens administrerende direktør Jørgen Hald Christensen dedikeret sin leder til.

 

“Smidig og blød, men stadig skærbar konsistens. Mild, let syrlig, aromatisk og karakteristisk smag fra kitmodningen. Ved stigende alder bliver lugt og smag mere udpræget.”

Sådan smager den danske nationalost, danboen – kongerigets mest spiste ostetype. Men sådan har det ikke altid været. Før oktober 2017 fandtes der faktisk slet ingen officiel definition på, hvordan en danbo skulle smage. I vidt omfang var det op til mejeriernes frie fortolkning, hvornår en skæreost blev kaldt danbo, og hvornår den ikke gjorde. En fin frihed at have for mejeriet, men ingen stor hjælp til forbrugeren, der skulle navigere i kølediskens jungle af skæreoste.

 

Ost med kvalitetskontrol

Så hvad ændrede sig i 2017? Jo, der skete det, at EU gav de danske mejerier lov til sætte det såkaldte BGB-mærke på danboen. BGB står for ”Beskyttet Geografisk Betegnelse”, og med mærket fulgte et krav om en skarp kontrol med produktets oprindelse, produktionsmetode og smagsudtryk. Til glæde for forbrugerne, der nu kan være 100 % sikre på, hvad de får, når de lægger en danbo i indkøbskurven.

De danske mejerier fik til gengæld lov til at have navnet danbo helt for sig selv. Så ikke alene er forbrugeren garanteret en 100 % danskproduceret ost, men mejerierne er også sikret mod konkurrence fra udenlandske mejerier. Og med et konsistent højt kvalitetsniveau, som nu er kontrolleret af Eurofins

Steins Laboratorium, tør flere mejerier også håbe på, at de kan opnå en pris for ostene, der tillader en sund afregning med landets mælkebønder. Det er vist det, man kalder en win-win.

 

Blåstempling af den danske ostekultur

I alt har Danmark fire BGB-mærkede oste. Seneste skud på stammen er havarti, som opnåede den ærefulde status i oktober sidste år. Danablu fik sit BGB-mærke i 2003, og esrom i 1996. I dette nummer af Ostekultur fejrer vi de fire BGB-oste med en grundig behandling af dem fra side 34. Det synes vi, de fortjener.

Faktisk er jeg ualmindeligt stolt på de danske osteriers vegne over, at det er lykkedes os at opnå så fin en international anerkendelse af frugten af de anstrengelser og det solide ostehåndværk, som foregår ude på mejerierne hver eneste dag. Det er en blåstempling af den danske ostekultur, som jeg absolut mener er en fejring værd.

 

Det særlige i hverdagen

Og det, der gør mig allermest stolt, er, at vores fire danske BGB-oste kan købes af kvalitetsbevidste forbrugere til en brøkdel af prisen på de fleste udenlandske oste med oprindelsesgaranti. At vi har formået at fremelske en så høj kvalitet i hverdagsmaden, at det er det dagligdags, som er noget særligt. At dansk ost ikke behøver at være dyrt for at være godt. Og at vi nu har EU’s og eksperternes ord for det.

Glædelig påske og rigtigt god læselyst.

Jørgen Hald Christensen
Adm. direktør i Mejeriforeningen

 

Støt din lokale ostehandler og hent din udgave af Ostekultur, når du køber din ost. Du kan også finde Ostekultur 5 som tillæg til ALT for damerne i uge 14 – og ellers kan du altid læse det online her