Vil du gerne lave mere mad i hverdagen med fokus på økologiske grøntsager og dansk ost? Så læs med her. Ost & ko har bedt 9 af Danmarks bedste madbloggere og opskriftsudviklere om at gå i køkkenet og kreere nogle lækre vegetariske retter med økologiske grøntsager og danske oste.

Her får du Maria Charlotte Larsen, Niklas Roar og Rasmus Krarups vegetariske opskrift på en cremet perlebygsalat med gedefriskost, hasselnødder og palmekål

 

Opskriften er udviklet Maria Charlotte Larsen, Niklas Roar og Rasmus Krarup
Foto af Thomas Alcayaga

 

Opskrift på cremet perlebygsalat med gedefriskost, hasselnødder og palmekål

 

Til 4 personer

 

Perlebygsalat

1,5 dl hasselnødder
4 dl perlebyg
6 stængler palmekål
4 jordskokker, i tynde skiver
1 spsk olivenolie
1 god håndfuld frisk estragon
Kernerne fra 1 granatæble

 

Dressing med gedeost

5 spsk gedefriskost, fx Kirks
2 spsk æbleeddike
3 spsk dijonsennep
2 tsk honning
3 spsk olivenolie
Citronsaft

 

Sådan laver du cremet perlebygsalat med gedefriskost, hasselnødder og palmekål

Kog perlebyg efter anvisning på pakken. Lad det køle af. Pluk palmekål og steg det på en pande i lidt olie ved middel varme i et par minutter. Rist hasselnødder på en tør, varm pande og nulr skallerne af i et viskestykke. Hak dem groft. 

Lav dressing ved at blande honning, dijonsennep og æbleeddike godt. Tilsæt olien lidt ad gangen, imens du pisker. Pisk godt og rør til sidst gedefriskost i. Smag til med citronsaft. 

Vend perlebyg med creme, palmekål, granatæblekerner, groft hakket estragon, hasselnødder og tynde skiver af jordskokker. Anret i en skål og top med ekstra estragon, hasselnødder og granatæble. 

Se flere opskrifter med gedeost – og se også vores mange opskrifter på tærte med ost og desserter med ost

Niklas Roar

Niklas Roar

For Niklas er madlavningen hans zen-øjeblik og rendyrket livsglæde, og opskrifter deler han på sin madblog. Som journalist, uden en professionel madbaggrund, ser han det som en enorm tilfredsstillelse at kunne levere et færdigt og håndgribeligt produkt, som tilmed kan være med til at gøre andre mennesker glade. Når han ikke laver mad, skriver han artikler til andre eller arbejder på Københavns Mediegymnasium.

 

Blog
Facebook
Instagram 
Maria Charlotte Larsen

Maria Charlotte Larsen

Maria Charlotte, eller Marialottes som hun går under på de sociale medier, elsker ost i alle afskygninger. Maria har en baggrund fra en PBA i ernæring og sundhed og elsker at eksperimentere med alt fra surdej til kombucha og hjemmelavet mozzarella. Hun går op i gode råvarer og bæredygtighed, og det skinner klar igennem på hendes blog, hvor hun udgiver den ene lækre opskrift efter den anden. Ved siden af udvikler hun også opskrifter og tager billeder for andre.

 

Blog
Facebook
Instagram 
Rasmus Krarup Jensen

Rasmus Krarup Jensen

Foruden at udvikle lækre opskrifter derhjemme, arbejder Rasmus med alt fra magasiner til content marketing. Og så er han manden bag bloggen www.mandekogebogen.dk, der indeholder “mad skabt af mænd, skabt til alle”. Hvis du spørger Rasmus, handler mad om smag – ikke om mængden af kød på pizzaen eller manglen på samme i en grøntsagsret. Det handler om smagsoplevelser, nydelsen af at være i det kreative køkken og ikke mindst muligheden for at udvide sin madhorisont.

 

Blog
Facebook
Instagram