Ost med godt brød og dejligt hjemmelavet tilbehør kan være den perfekte afslutning på måltidet eller en luksuriøs overraskelse, der kan erstatte nogle af de mange kødretter, som ofte findes på julebordet. Her er Trines bud på et ostebord, der kommer godt rundt omkring de vigtigste stilarter – med udelt fokus på vaskeægte fuldfed ostenydelse. Det er kun jul én gang om året. 

Foto af John Bendtsen

Det demokratiske ostebord

Der er flere strategier, du kan vælge, når ostebordet skal sammensættes. Den mest almindelige er at sammensætte et udvalg af flere forskellige typer, så der er lidt for enhver smag. Det demokratiske ostebord. Til det kan du selektere fra et bredt felt af farver, mælketyper, konsistenser etc., f.eks. hvidskimmel, rødkit, gul lagret ost, blåskimmel, ko/får/ged, cremede/bløde oste og faste, lagrede oste. Skal der være skarpe skæreoste med, eller skal ostebordet holdes mere venligt og midtersøgende?

I mit udvalg (se billedet) har jeg anvendt strategien om en vis bredde i udvalget – men med den røde tråd igennem alle ostene, at de er cremede, sødmefulde og smagsintense, så de stadig kan smages efter den kraftfulde julemad. En enkelt (Jernveds Vadehav) er sågar en lille smule skarp, men det er bare forfriskende med lidt kant til at krølle næsehårene her sidst i måltidet.

Oste og tilbehør fra venstre mod højre (se billedet nedenfor)

 

  • Arla Unika Sirius (dehydreret blåskimmelost)
  • Thise Sort Grubé (grubelagret blåskimmel)
  • Osteriet Hinge Frausing (blød hvidskimmelost) 
  • Naturmælk Høost Natura (fast modnet med knas)
  • Sprøde mandler glaseret med balsamico, honning og stjerneanis
  • Syrlig/søde bagte blommer
  • Jernved Mejeri Vadehav (kitmodnet fast med knas)
  • Julekrydret æblechutney med kanel
  • Arla Unika Den Hvide Dame (blød hvidskimmelost)  

 

Vælg oste med nuancer til julens ostebord

En anden strategi er at dykke ned i de finere nuancer mellem flere oste af samme type, f.eks. 4-5 fast modnede a la Vesterhavsost og Høost, Havgus, Tange Sø Ost og den slags. Det er oste, som passer godt til både røde og søde vine og kraftigt maltet øl af den slags, der også vil komplementere resten af julemiddagen.

Du kan også stille skarpt på hvidskimmel med et udvalg af brier, camemberter og andre bløde oste i forskellige grader af modenhed. Eller gå juleplanken helt ud med en selektion af blåskimlede herligheder fra de milde og cremede til de skarpe og smuldrende og de modne, søde og knasende. Jeg har selv en udtalt svaghed for de blå, men det er som bekendt ikke alle, der er med på den.

Tilbehør til julens ostebord

Uanset hvilken retning, du vælger at gå i med dit ostebord, så glem ikke at give osten modspil, både når det kommer til smag og konsistens. Jeg serverer ofte en salat på siden af mit ostebord; givetvis et unaturligt indslag for mange, men det friske modspil fra en salat er på mange måder det perfekte supplement til et tungt og intenst osteudvalg. Det kan samtidig give en flot sprød kontrast til den bløde ost – ligesom nødder og mandler kan, gerne i ristet eller glaseret/karamelliseret form.

Og så går du heller aldrig galt i byen med dejlige klassikere som chutneyer og kompotter, der byder ind med både syre og sødme til ostens salte og fede smag og kan varieres i det uendelige. En julekrydret æblechutney med kanel står perfekt til de mere heftige skimmeloste, mens syren fra bagte blommer fuldender de dybe, fede og cremede oste.

Er der ikke nok begejstring for ost i familien til en ren osteservering, kan man alternativt servere en dessert med ost, f.eks. de her sindssygt lækre reder af sprød filodej med Kirks friskost og bagte blommer 

Læs alle Trine Hahnemanns tips til ost på julebordet