Mens sommeren går på hæld, kan vi nu løfte osteklokken for de seks udvalgte opskrifter i sommerens festligste ostedyst. Med fokus på smagskombinationer, køkkensnilde og pædagogisk tæft, har dommerpanelet udpeget to vindere, der kan bringe enhver fest til kogepunktet og kurere selv den værste omgang ondt i håret.

Der var lagt op til en festlig sommerdyst, da Ost & ko i den tidlige sommer inviterede danske madbloggere til at skabe opskrifter til fest, og hvad der til følger under temaerne ‘Ost – til fest’ og ‘Ost – til dagen derpå’. Med 16 konkurrencebidrag dystede 10 bloggere om at vinde op til 6.000 kr. og bragte os fra festlige snacks og labre hovedretter til snasket comfort food af allerhøjeste kaliber.

Optakt med øl til ost
Vanen tro, skød Ost & ko opskriftskonkurrencen afsted til en hyggelig optakt på en lille ølbar på Vesterbro, hvor Madskribent Mogens Bisgaard lærte os at sætte øl til ost. Læs eller genlæs Mogens’ seks tips til at sætte øl til ost nederst i nyheden på siden her. Sæt kryds i kalenderen og vær med til osteoptakt 26. september, når vi løfter sløret for temaerne for efterårets opskriftskonkurrence. Mere info følger.

… Og vinderne er!
Dommerpanelet med Rasmus Leck Fischer, chefkok hos Gastronomisk Innovation, Winnie Pauli, tidl. seniorkonsulent ved Landbrug & Fødevarer, og Marie Holm, madjournalist og kogebogsforfatter, har vurderet de indsendte opskrifter og udvalgt seks opskrifter, som er de mest nyskabende, inspirerende og smagfulde. Som førstegangsdeltager løb Charlotte Jacobsen fra Charlottes køkken med ostesejren under temaet ‘Ost – til fest’. Temavinderne og de udvalgte opskrifter er:

Ost – til fest
Hvidskimmelost med agurk, rugbrød og jordbær af Charlotte Jacobsen fra Charlottes Køkken – temavinder
Stegt havkat, ølsauce og æbler af Søren S. Willadsen fra GASTROmad
Æbleskriver med ost og bacon af Sabrina Hørup Jensen fra With love and sugar

Ost – til dagen derpå
Mac ‘n’ cheese med bacon af Malou Rotvel Pagh fra Klidmoster.dk – temavinder
Pariser slider af Søren S. Willadsen fra GASTROmad
Kikærtepandekage med marineret aubergine og halloumi fritter af Sara Hoffgaard fra Hoffgaards

Se alle Ost & kos konkurrencebidrag på siden her.

Ost & ko ønsker stort tillykke til bloggerne bag de seks opskrifter og tak til alle bloggere for bidrag, og fordi I ville være med på udfordringen. I efteråret 2017 lancerer Ost & ko en ny opskriftskonkurrence. Følg med på Facebook eller her på siden for nyt. Vil du på Ost & kos presseliste og automatisk få tilsendt nyt fra kampagnen, så skriv til Marie Sainabou Jeng på marie@mariejeng.com.

Foto i toppen er af Charlotte Jacobsens temavinder under temaet ‘Ost – til fest’.

Normalt ville vi være lidt forbeholdne over for kombinationen af friske jordbær og ost, men vi føler os overbeviste her.

Marie Holm, Winnie Pauli og Rasmus Leck Fischer

Ost & kos dommerpanel

Deltag i opskrifts-
konkurrencen for
madbloggere

Hvis du har en fantastisk opskrift med ost, har du mulighed for at blive honoreret med op til 3.000 kr. for en opskrift og 6.000 kr. for to.

Læs mere her om opskriftskonkurrencen og se alle konkurrencebidrag her.