Her indgår ost på tre forskellige måder i rettens tre elementer: Revet i ‘osterasp’, i flager og smeltet.

Foto af Ditte Ingemann Thuesen
Tekst af Camilla Bojsen-Møller (Ostekommunikatør og blogger på www.ostesnak.dk)

Ingredienser

Til 4 personer

Osterasp:

1 bundt purløg, fintsnittet
2 fed hvidløg, fintsnittet
50 g fast modnet ost, fintrevet
4 spsk rasp
2 spsk olivenolie
Salt og friskkværnet peber

4 kyllingebryst

Bagte gulerødder:

1 kg gulerødder
3 spsk olivenolie
1 håndfuld hasselnødder, grofthakket
Frisk timian
Salt og friskkværnet peber
½ citron, saften heraf
25 g fast modnet ost, i flager

Ostebrød:

8 skiver flûtes eller andet brød
8 skiver danbo
Frisk timian

Sådan gør du

Bland purløg, hvidløg og ost i en skål. Rør med rasp, olie, salt og peber.

Læg kyllingestykkerne i et smurt ovnfast fad.

Fordel purløgsblandingen oven på kyllingekødet og tryk den forsigtigt fast.

Bag i ovnen ved 175 grader i 35 minutter.

Læg gulerødderne på en anden bageplade, vend med lidt olie, drys hasselnødder og frisk timian samt salt og peber på.

Bag ved 175 grader i 30-35 minutter.

Dryp med citronsaft og drys flotte osteflager på.

Læg brødskiverne på en rist og bag med i ovnen et par minutter på hver side.

Læg ost på brødene og sæt tilbage i ovnen, til osten er blød og smeltet. Drys med friske timianblade.

Ostebloggerens tip

Brug en gulerods-/kartoffelskræller til at lave flotte flager af en fast ost. Læg mærke til, hvor delikate de ultratynde flager af en smagfuld ost er! 

Camilla, www.ostesnak.dk

Camilla Bojsen-Møller

Camilla Bojsen-Møller

Som barn gik jeg i en stor bue uden om ost. Da et job senere trak hende ind i osteverdenen, indså jeg lynhurtigt, hvad jeg var gået glip af. For osteuniverset er fyldt med passionerede ostemagere, skønne historier, masser af smag – og ja, den mest magiske ingrediens, du kan ønske dig i et køkken. Ost er ingrediensen, der kan trylle enhver ret til en himmelsk mundfuld. Oste er en utrolig mangfoldig produktgruppe, der spænder over et bredt spektrum af smagsnuancer og konsistenser fra de mildeste, delikate, cremede og syrlige friskoste til umamitunge blåskimlede og salte, smuldrende smagseksplosioner. For ikke at tale om cremede hvidskimmeloste, spændende aromatiske rødkitoste og lagrede faste oste med knasende proteinkrystaller. Invitér alle disse oste ind i dit køkken og opdag, hvad de hver især kan gøre for din madlavning. Til sidst er der blot at sige: Lad magien sprede sig i køkkenet!