Rasmus Krarup præsenterer en sommerlig osteopskrift på lækker Philly cheese steak-sandwich
Introduktion til retten
Jeg har kreeret denne luksusudgave af en Philly Cheese Steak-sandwich, som er blevet løftet til nye højder med en af mine favoritoste herhjemme – nemlig Vesterhavsosten. En meget multifunktionel og utrolig velsmagende ost, som kan bruges i alt fra lækre hapsere til tapas, revet på toppen af en god italiensk ragu og i denne opskrift som base til den lækreste, cremede ostesauce. Den er lavet på en Grubelagret Vesterhavsost, som går fantastisk til den tyndskårne ribeye, de karamelliserede løg og grillede peberfrugter. Og for at skubbe ostehyggen helt op i top, har jeg også lavet nogle sprøde ‘Vesterhavschips’.
Ingredienser til to personer
2 hoagiebrød
2 stk peberfrugt, røde
Løgkompot
3 stk løg
2 spsk. smør
1 tsk balsamico-eddike
1 tsk sukker
½ tsk salt + peber
Ostesauce
1½ spsk. hvedemel
1½ spsk. smør
2½ dl sødmælk
90 g grubelagret vesterhavsost fra thise mejeri
Kød
2 stk ribeye (frossen)
1 tsk hvidløg, revet
1 tsk salt + peber
½ tsk cayennepeber (kan undlades)
Chips
40 g Grubelagret Vesterhavsost fra Thise Mejeri
Tilberedning
Start med at sætte løgene over, da de kræver længst tilberedning. Skær dem i tynde strimler og steg dem på en pande i smørret ved middel til svag varme – rør i dem løbende og lad dem blive bløde og let stegte over en 30 minutters tid. Smag løbende til med balsamico, salt, peber og sukker.
Tag din ribeye op fra fryseren – grunden til, at den skal være frossen er, at du kan skære de lækreste, papirtynde skiver ud, når den er halvfrossen – skær din ribeye i så tynde skiver som muligt og krydr dem med lidt salt, peber og revet hvidløg – hæld det i en pose med lidt olivenolie og masser det godt rundt.
Forvarm ovnen til 170 grader – læg små cirkler af revet ost på en bageplade (ca. 1 spsk. revet ost på hver) og bag dem i ovnen i 12-13 minutter, indtil de er bagte og kun let gyldne.
Lad dem afdryppe på fedtsugende papir.
Skru ovnen op på 230 grader varmluft – skyl dine peberfrugter og smid dem i ovnen. Steg dem ca. 10 minutter, vend dem og steg derefter 10 minutter igen, indtil skindet er sort og boblende. Lad dem afkøle let og pil så skind og kerner fra – hak det i strimler og stil klar til senere.
Lav din ostesauce ved at smelte smørret i en gryde. Når det bruser op, tilsætter du hvedemel og rører rundt – tilsæt nu sødmælken og bring det i kog under konstant omrøring. Når saucen tykner, tilsætter du den revne Vesterhavsost og smager til med salt og peber. Du kan justere tykkelsen med lidt maizena og mælk, hvis den er for tynd og spæde til med mere mælk, hvis den bliver for fast.
Steg dine ribeye-skiver nogle minutter på en hed pande – skub det lidt til side og smid peberfrugt og løg på panden for at varme det lidt op igen.
Servering
Nu skal sandwichen samles. Skær brødet næsten igennem og smør lidt ostesauce på begge sider – fordel peberfrugt, kød og løgkompot samt et par brud af dine parmesanchips. Top af med mere ostesauce, og så er den klar til servering!