650 osteelskere oplevede Danmarks fedeste ostefestival
Med 500 billetter i forsalg kunne den udsolgte ostefestival Slow Cheese Copenhagen 2017 glæde sig over et rekordhøjt antal deltagere til en underholdende og lærerig dag fyldt med madglæde og ostestemning i den brune kødby i København.
Foto: Signe Elisabeth Sloth
500 betalende gæster gjorde de godt 150 udstillende mejerister og andre fødevareproducenter, frivillige, arrangører, presse og partnere selskab og gjorde Slow Cheese Copenhagen 2017 til en større og alligevel væsentligt mere velorganiseret og overskuelig begivenhed, end da eventen blev uropført i 2016. Borte var sidste års lange køer ved indgangen, og med billetsalg til to adskilte tidsperioder lykkedes det arrangørerne at undgå de spidsbelastningsperioder, som gjorde 2016-festivalen til en til tider lettere presset forestilling.
Smagsprøver og samtaler
Antallet af udstillere var kun 4-5 stykker højere end 2016-festivalens 32, men antallet af osterier var næsten fordoblet. Det bragte arrangementet et vigtigt skridt tættere på sin oprindelige kongstanke om at lade mejeristerne selv komme til orde overfor de osteinteresserede forbrugere, som ivrigt satte tænderne i de mange smagsprøver, fik en sludder med ostemageren selv og købte ost med hjem til resten af weekenden.
“Jeg er meget imponeret over, hvor engagerede og videbegærlige gæsterne på vores stand har været i dag,” fortæller ostemester Jesper Fogh fra et større mejeri i Sønderjylland. “Mange kom forbi bare for at smage på de syv oste, vi havde med, men endnu flere havde konkrete spørgsmål til produktionen, mejeriteknik, hvor mælken kom fra og ikke mindst til vores nye råmælksost, som havde en slags offentlig forpremiere i dag, ” forklarede Fogh, hvis udstillede oste var et mix af oste fra virksomhedens to produktionssteder.
Fremtidens osteproduktion
Dagens største tilløbsstykke blev panelsamtalen på scenen mellem den canadiske forfatter, underviser og ostemager David Asher, den svenske ostemager Kerstin Jürss, som er formand for Sveriges Gårdsmejerister, Slow Foods Jannie Vestergaard og flere andre deltagende mejerister om fremtiden for produktion af råmælksost i Danmark. Tidligere på dagen havde sektionsleder i Fødevarestyrelsen Ulrich Pinstrup givet en fin opdatering på myndighedernes opfattelse af prioriteringerne i udviklingen af den danske osteproduktion, og her sidst på dagen fik vi så skitseret nogle ønskescenarier og deres største udfordringer direkte fra dem, der skal drive udviklingen ude på mejerierne.
Sæt kryds ved den 3. november 2018
Ligesom i 2016 blev festivalen arrangeret i et partnerskab mellem Slow Food København-Nordsjælland, madiværksætterhuset CPH Food Space og Ost & ko, og det har vist sig at være et frugtbart samarbejde. Med afslutningen af Ost & kos 3-årige kampagneperiode ved udgangen af 2017 er det usikkert, hvordan Slow Cheese Copenhagen skal organiseres og finansieres fremover, men indtil videre er datoen sat til den 3. november 2018 til endnu en udgave af Danmarks største festival for kvalitetsoste. Følg med i udviklingen på slowcheese.dk.